De arbejde i 2 hold a´ 5 personer. En blæste glasset op, en anden satte stilk på, mens en tredie satte foden på. En person langede materialer til og en anden tog fra, og og satte glassene i en ovn, så de langsomt kølede ned, for ikke at splintre.

Guiden fortalte om det unikke sand, med højt blyindhold, der gør glasset specielt, og om produktionen. Efter fyraften må folkene fuske med egne ting, og det kommer der flere sjove glas ud af.

Sliberiet blev sidst moderniseret i 1937, med en vandturbine, der ved hjælp af et sindrigt remtræk, trækker den lange række af slibemaskiner. Der hang tusindvis af slibeskiver på væggene i lokalet. Maskinerne er mere end 100 år gamle og udført i træ.

De har også et pænt stort glasmuseum, hvor man kan se alt udført i glas, men der var fotoforbud, så ikke mange billeder fra museet.

I restauranten laver de selv deres øl, og der var en smagsprøve med i rundvisningen. Vi prøvede den sorte, men blev ikke imponeret, selv om den var udmærket. Vi havde måske sat forventningerne for højt.

Man kunne også få et bad i øl, og det skulle være en mirakelkur, men det sprang vi over.

Afslutningsvis et besøg i den tilhørende butik, men der var ikke noget, der lige fængede, så det blev ved kigget.

Efter frokost satte vi kursen mod Tyskland, men vi skar et lille hjørne af Polen, og kom ned fra Riesengebirge. Vi oplevede de polske veje på godt og ondt, mest det sidste, men fandt da en grænseovergang over floden Neisse.

På den tyske side er vejene også lejlighedsvis alternative, og det blev ikke bedre af, at Sygic ledte os på afveje. Pludselig endte vejen med at blive en smal cykelsti, så vi måtte vende om.