Alt har en ende, også fantastiske ture,
og denne levede i høj grad op til vore forventninger.
Flyafgangene var præcise og alle papirer var i orden til
indrejse i Canada. Udlevering og aflevering af vogne gik
smertefrit, da alt jo var lavet hjemmefra i et samarbejde mellem
Benns Rejser og Cruise Canada.
Vi konstaterede hurtigt at Cruise Canadas
vogne er discount i forhold til Apollos, som vi har prøvet 2
gange. Der er kun punktvarme, dvs at varmen kun kommer et sted,
og den blæser der sidder i ovnen larmer helt pænt. Da vi i den
første uge havde nattefrost, var det en kold omgang at komme i
bad, selv om vandet var varmt. Vejret var nogenlunde som vi forventede det, men måske lidt koldere i den centrale del af landet end ventet. Til gengæld havde vi flot vejr i Alberta og BC. Nu findes der ikke forkert vejr, og vi nød hver dag i fulde drag, og accepterede naturens rytmer. Selv om vi har været i næsten alle Europas
lande, 4 Asiatiske og 17 stater i USA, så overgår Canada dem
alle. Det er naturligvis en subjektiv betragtning, for det
kommer an på hvad man søger. Hvis man er til sol og strand, så
er Canada et dårligt valg, men er man til naturoplevelser, så er
valget helt rigtigt. |