Med Signe og Viktor til Centralasien 2014 * 14700 km gennem 8 lande og besøg i 5 hovedstæder

Letland

Næste side

Forrige side

Andre ture med Signe og Viktor

Ahrenkiels.dk

Almaty - Baikonur og stor dramatik

Vi kørte ind til Almaty og fandt lige akkurat parkeringspladser til alle, men ikke særlig gode. Så nogle forsøger at finde en bedre plads, mens andre handler lidt i det lokale supermarked. Jeg forbereder mig på at afhente passene på hotellet som aftalt, men et eller andet er gået galt. Der kom ikke nogen kl. 18:00, bortset fra et par fra gruppen der meddelte at der var fællesspisning på en restaurant kl. 19:00. Jeg meddelte, at noget var gået galt med passene, og meldte afbud til spisningen, da jeg stod med et stort problem for hele gruppen.

Jeg fik fat i en medarbejder på hotellet, der talte engelsk, og jeg satte ham ind i situationen. Han ringede til agenturet, der havde ordnet registreringen, og det viste sig at vi skulle afhente passene hos agenturet. Et eller andet var gået galt, da aftalen blev ændret, og jeg fortryder bitterligt at jeg ikke selv ordnede det. Så vi bevægede os ud i trafikmylderet for at finde agenturet. Vi fandt gaden, men kunne ikke parkere, så det blev på Kazakhisk vis. Ind i højre vognbane og tænd havariblinket

Det viste sig, at agenturet lå i sidegade, ja nærmest en baggård, men et par flinke mennesker i et værtshus viste mig vej. Jeg fik passene med registreringerne, og glade og tilfredse begyndte vi at køre tilbage, idet vore venner i vogn 7, havde sendt koordinater til pladsen som spisegruppen havde fundet. Vi var næppe kommet igang, før der begyndte at tikke sms ind, og telefonen ringede også et par gange, hvilket betød at GPSen lukkede, da vores lokale kort sad i Tabletten, som vi brugte at navigere efter. Det betød at vi kørte forkert et par gange. Jeg fornemmede at gruppen handlede lidt i panik og ikke havde tillid til vores løsning af opgaven.

Vi fandt pladsen, og flere fra gruppen var så venlige, at vente ved indkørslen til pladsen. Jeg havde ikke forventet, at blive modtaget med klapsalver, men jeg forventede at få et "tak for indsatsen". Kun en fra spisegruppen gav mig en krammer og sagde "tak John", hvilket varmede enormt midt i al hurlumhejet. De øvrige var klar til at gå ud at spise, men jeg trængte til at få pulsen ned, og tænke lidt over tingene, og jeg havde sendt afbud til spisningen.

Mens jeg sidder i vognen og Jonna lægger ting på plads efter indkøbene (det nåede hun ikke inden pasjagten) opstår der en voldsom diskussion ude på pladsen, og en deltager trækker en anden i ørerne. Jonna og jeg havde snakket om, at bryde med gruppen allerede tidligere på dagen, hvis ikke der opstod en bedre stemning blandt deltagerne. Vi deltog ikke i optrinnet, som gjorde, at vi var fast besluttede på at bryde endegyldigt med gruppen. Vi følte, at vi var en belastning for nogle, og alle praktiske problemer, som vi stod for, var løst. Vi skyldte både os selv og de andre en mere fredelig tur, så vi med sindsro og til nogles glæde kunne forlade gruppen. Vi blev inviteret på aftensmad i vogn 7, som gerne vil følge med os hjem, så det blev aftalen.

Næste morgen blev vi vækket at maskiner og politi, da vi holdt ved byens stadion, og der skulle være et arrangement. Det betød en del tumult og flytning af biler. En vred betjent bad mig køre, og desværre fik vi ikke sagt pænt farvel til alle. Jeg har skriftlig i 2 omgange beklaget dette, men man vil ikke modtage nogen undskyldning. Vi tilbragte 5 fantastiske uger med gruppen, og havde mange gode timer med alle, og kun få dårlige. Set bagefter fortryder vi ikke bruddet. Vi fik i udbrydergruppen en uproblematisk hjemrejse, med hygge af afslapning. Selv om ingen fra hovedgruppen vil fortælle om deres hjemrejse, er jeg meget sikker på, at de var godt tilfredse for at slippe af med os.

På stedet hvor vi tankede vand, så vi et dejligt syn, nemlig en tankbil. Efter weekendens dieselkrise, var der masser af diesel alle steder. Dieselmangel opstår med jævne mellemrum i hele Kazakhstan, og ingen kan forklare, hvorfor et olieproducerende land, ikke kan forsyne sine egne tankstationer. Jeg bemærkede godt nok, at der ikke kører mange dieselbiler i landet, og nu forstår jeg hvorfor.

Vi fandt en god rute ud af Alamty, uden ret meget trafik. På et tidspunkt passerede vi en vindmøllepark.

Vi fulgte hovedvejen mod vest, og kigger her ind i Kyrgisistan. Der var vagter i alle tårne, og pigtråd mellem landene hele vejen.

Vi var blevet anbefalet et marked i Kurday, men det var noget af en fuser. Kun skrammel fra Kina vil jeg tro.

Vi blev inviteret på te i denne "seng" men afstod af helbredsmæssige årsager. Vi var aldrig kommet op igen.

Drengene var hurtige til at overse markedet, så mens pigerne søgte efter noget de ikke kunne undvære, underholdt drengene sig med disse buschauffører. Vi parkerede åbenbart på rutebilstationen, og havde en hyggelig time med dem. De så vore vogne, og ville vide alt om årgang, ydelse pris osv. Vi skulle også se deres busser, som gamle Mercedes fra 80erne. Den ene havde haft en fortid som autocamper i Tyskland, men var nu ombygget til bus. Lidt modsat af hvad vi gør her i landet.  I de hele taget mødte vi kun flinke mennesker i Kazakhstan, når vi ser bort fra embedsværket.

Billedet er ikke behandlet på nogen måde. Sådan ser det ude når kvæg hvirvler støv i solnedgangen. Vi fik et godt måltid mad, men da vi skulle igang med desserten kom sognefogeden tilbage, og bad os køre, idet han frygtede, at de unge mennesker i landsbyen, ville kaste sten efter vore vogne. Vi troede først, han havde fundet et mere sikkert sted i byen, men vi blev fulgt venligt helt ud af sognet, så vi måtte overnatte på en rasteplads ved vejen. Vi har overnattet 100vis af steder i ind og udland, men aldrig før blevet fulgt ud af sognet at selveste sognefogeden. Vi tog det som en oplevelse.

Vi gjorde holdt ved Aishi Bibi Mausolæet. De 2 sheiker var kørende i hver sin Lexus V8 4WD, med privatchauffør og sikkerhedsvagt. Desuden en følgevogn. Inden vi nåede dertil fik begge vogne en dummebøde. Vi kørte på en strækning med vejarbejde bag en gammel russisk lastvogn med 10-15 km/t. Alle overhalede efterhånden som de nåede op til den, og vi fulgte med. Ud af den blå luft kom en politibil med blå og røde blik farende, og vinkede os ind til siden, mens alle andre fik lov at køre. Vi kom til forhør i en anden politibil, sagen var meget alvorlig sagde de. Der skulle optages rapport, og vi skulle hver betale 433$ for forseelsen. Jeg prøvede med 10.000 tenge (godt 300,-dkr), men betjenten blev meget vred, idet han gjorde opmærksom på overvågningskameraet i politibilen.

Jeg blev beordret ind på bagsædet, og så startede vi forhandlingerne om kontant afregning af bøden. Jeg tilbud 100 Euro for os begge, men han forlangte 100 Euro for hver vogn. Håndslaget lød på 150 Euro for begge vogne. Han foregav at udfylde en rapport, som jeg skulle forgive at underskrive, men der blev ikke skrevet et bogstav, så jeg anbragte det aftalte beløb skjult i rapport bogen. Vi var nok for gavmilde, men bagefter var det nu en sjov oplevelse, måske i den dyre nede ;-)

Turen bedste overnatningsplads. Signe og Almaty, blev grundigt vaskede med vand fra floden, og der vankede mørkt øl til folkene.

Byporten til Turkistan, som blev en dyr fornøjelse. Ved byskiltet satte jeg fartpiloten på 50 km/t som er det tilladte, men overså et skilt med 40 km/t. Vi var ellers meget opmærksomme på hastighedsgrænserne, men blev distraheret af den flotte byport. Naturligvis var der fartkontrol lige bag byporten, og jeg fik set videoen hvor jeg kørte 50 km/t. Efter tariffen er taksten 18.600 tenge (ca. 600,-dkr), som skal indbetales via en bank, og der skal laves en omfattende og tidskrævende rapport. Jeg tilbød 50 Euro på stetdet, som jeg efter aftale anbragte mellem nogle papirer han havde. Inden vi kørte sagde han "good luck".

Selv om vi mætte af kirker og klostre skulle vi da se Kazakhstan største muslimske helligdom i Turkistan.

Moskeen var godt besøgt, og der trængsel i bederummene.

En forbipasserende fortalte at selveste Allah har lavet denne rod, som lå i parken uden for Moskeen.

Signe og Almaty er blevet gode  til at dejlige gratistpladser, selv ude ørkenen. I morgensolen er de også et smukt par.

Selv små landsbyer har imponerede byporte.

Dagens mål var Baikonur, hvor Rusland har deres rumfart koncentreret. De store paraboler er sikkert til at styre raketopsendelser med.

Vi ankom til portvagten, og bad om at blive lukket ind. En højere embedsmand kom ud, og fortalte at området er russisk, og at turister ikke må køre derind. Han tilbød at vi kunne overnatte på deres parkeringsplads ved siden af huset, men vi valgte at køre lidt videre, til en mere fredelig plads.

Letland

Næste side

Forrige side

Andre ture med Signe og Viktor

Ahrenkiels.dk