Forårsturen 2025 - Rekreation for krop og sjæl

Uge 1, Randers - Lembras (F) Uge 2, Lembras - Regua (P) Uge 3, Regua - Gala (P) Uge 4, Gala - Borba (P) Uge 5, Borba - Traspinedo (E)
Uge 6, Traspinedo - Fanjeaux (F) Uge 7, Fanjeaux - Trepail (F) Uge 8, Trepail - Lohne (D) Uge 9, Lohne - Randers Andre ture med Signe

 

I 2024 blev det kun til nogle små ture, da John kæmpede med sygdom, der krævede en del behandlinger, så vi var virkelig klar til en lang tur i Signe. Vi havde en gammel drøm, om at køre til Portugal i marts måned, og følge foråret hjem. Denne drøm blev grundlaget for den følgende beretning.
Vi har ofte lavet dagbøger over vore ture, men denne gang bliver det kun ugebreve, da vi brugte meget af tiden til rekreation og afslapning. Der er ikke så meget stof, der har almen interesse, men lidt har også ret. Vi har dog holdt fast i at omtale alle overnatningspladser, da vi får en del henvendelser fra læsere af dagbøgerne, om netop dette.

Ugebrevene ses bedst på PC, men det går også på Tablet eller telefon, især hvis man vender apparatet i bredformat.
Det ugebrev du læser er markeret med grøn baggrund i oversigten øverst og nederst på alle sider, så man altid ved hvor man er.

Vi brugte udelukkende appen Park4Night til at finde autocamperpladser. Den udmærker sig ved, at man kan sætte filtre, så man kun får vist de pladser som opfylder vore ønsker. Ved billedet af overnatningspladsen kan man se "#12345", og det refererer til nummeret i appen, så både vi, og andre altid kan finde, "hvor var det nu vi var".

Rigtig god fornøjelse, gode hilsner Signe (autocamper), Valborg (kat), Jonna (vognkommandør) og John (chauffør og altmuligmand).
 
Dag 1
Vi lagde fra land i Randers sidst på formiddagen, og efter at have provianteret til tyske priser, anløb vi autocamper parkeringen ved Citti Park i Flensburg. Et godt udgangspunkt, for at nå et stykke sydover via Autobahn, som vi undtagelsesvis benyttede, for at komme hurtigt til syden.

Inden afgang havde jeg brugt meget tid på gennemgå de tekniske installationer, da Signe havde stået stille i et halvt år. Så alt burde fungere, men det gjorde det ikke. Køleskabet ville ikke starte på gas, så på med pandelampen og ud i snevejret. Jeg fandt relativt hurtigt ud af, at bafflen (en indretning der sidder i varmerøret) var faldet ned i brænderen, så denne ikke kunne tænde. Den tråd bafflen hænger i, var tæret og knækket over på turen fra Randers. Det er ikke muligt, at montere bafflen uden at tage køleskabet ud, så jeg trak den nedenud med en tang, og samlede det hele igen. Nu startede køleskabet og virkede perfekt resten af turen uden baffle. (217 km)
 
Citti Markt Flensburg #290174 - gratis. Der kan tømmes gråt og sort samt købes drikkevand
 
Dag 2
Vi startede ud i let snefald, men det var tøvejr, så ingen trafikale problemer. Vi kørte ad A7 til Hannover og derefter A2 mod sydvest til byen Rheda (502 km)
 
Rheda #120396 - gratis. Stor parkeringsplads midt i byen med område til autocampere.  Der kan tømmes gråt og sort samt købes drikkevand
 
Dag 3
Vi kom fint gennem Ruhr, og søgte mod en gammel kending i Mertert, Luxembourg. Dels for at tanke diesel og handle lidt "toldfrit", men også fordi det lå fint på den rute, vi havde i tankerne. (295 km). Som det ses af billedet er det et populært sted, men OK at overnatte, især når det er hundekoldt udenfor og dejlig varmt i Signe.
 
Mertert #117313 - gratis ved køb af brændstof eller varer i butikken for minimum 50 €, ellers 15 €. Der kan tømmes gråt og sort samt tankes drikkevand.
 
Dag 4
Vi forsøger altid at finde nye veje gennem Frankrig, Jonna sidder med et papirkort og markerer de veje vi har kørt på i landet. Det begynder at blive vanskeligt, da vi har kørt meget i Frankrig, men også fint at gense ruter, man har glemt, og dårligt kan genkende. En fin dag sluttede i Saint - Florentin (390 km)
 
Foråret pibler så småt frem.
 
Flot nyanlagt autocamperplads ved en kanal i byen. Godt udgangspunkt for en travetur i parken eller besøg i svømmehallen i baggrunden.
 
Saint-Florentin #394879 - gratis. Der kan tømmes gråt og sort samt købes strøm og drikkevand.
 
Dag 5
En solrig dag bragte os til Chateauroux, men 3 afstikkere til "Deviation" (245 km)
 
En af de mange hængebroer over Loire.
 
Chateauroux #5426 - gratis. Der er mulighed for at tømme gråt og sort, samt at tanke drikkevand. Adgang til offentlig park og område for hunde. En del trafikstøj om dagen.
 
Dag 6
Vejret var rigtig flot og lunt, så vi kørte en kort tur, i forhold til de foregående dage, til et dejligt område ved en sø i Sereilhac. (154 km)
 
Der fører en sti rundt om søen.
 
Pizza automater vinder frem i Frankrig.
 
Mairie (rådhuset) i Sereilhac, med mindesmærke for faldne i krigen
 
Sereilhac #22012 - gratis. Der er mulighed for at tømme gråt og sort, samt købe el og vand. Lækker plads i dejligt område.
 
Dag 7
Det sommerlige vejr i Sydfrankrig, og den voldsomme regn, der var udsigt i Spanien, gjorde at vi satte tempoet ned, og endte i Lembras. (135 km)
Vi brugte dagen på at lave ingenting, og det skal der også være tid til.

 
Lembras #11873 - gratis. Der er mulighed for at tømme gråt og sort, samt at tanke vand og købe strøm. Fin lille plads med store båse.

 
Uge 1, Randers - Lembras (F) Uge 2, Lembras - Regua (P) Uge 3, Regua - Gala (P) Uge 4, Gala - Borba (P) Uge 5, Borba - Traspinedo (E)
Uge 6, Traspinedo - Fanjeaux (F) Uge 7, Fanjeaux - Trepail (F) Uge 8, Trepail - Lohne (D) Uge 9, Lohne - Randers Andre ture med Signe