Sejlturen til Færøerne

Søndag den 21 maj.

Men på vejen tilbage opdagede vi den alvorlige sandhed, Jonna lå på fjeldet og vred sig i smerte, og vi kunne med  det samme se, at det var helt galt med knæet. John prøvede at ringe 112, men ingen dækning var der nok af.

Vi besluttede selv at bjærge hende i det uvejsomme terræn, men først stabiliserede vi knæet med forhåndenværende midler, som var vandrestave og bagagestropper. På den både fik vi hende ned til Signe, men hun var i voldsomme smerter, så vi kørte omgående fra stedet. John fik kontakt til SOS men modsat deres vejhjælp, var skadeafdelingen umulige at have med at gøre. Deres forslag kunne vi ikke bruge til noget søndag aften og nat. Vi besluttede at søge den lange vej mod Reykjavik, hvor det eneste brugbare sygehus var at finde. Vi sagde farvel til Connie og Stig, og ønskede dem god tur videre, men de var tydeligt mærkede af situationen.

Planen var lettere sagt end udført, for ud på natten begyndte det at sne temmelig voldsomt, så det gik ikke ret hurtigt, da sneen var våd og glat. Det gik hverken værre eller bedre, end at vi kørte fast et par hundrede meter fra toppen af sidste stigning, men igen var SOS vejhjælp på dupperne, og vi blev trukket de sidste meter op ad bakken. Flere gange i løbet af natten var vi i kontakt med SOS skade, men de spurgte blot hvordan det gik, og var totalt inaktive. De kunne da i det mindste have fundet et sygehus i Reykjavik, som vi kunne benytte. Mandag morgen fandt vi selv et sygehus i Reykjavik.
Fortsættes under menuen "Hjemturen".
 

Sejlturen til Færøerne