Kapitel 2 Vätternrunden
Kl. 5.30 cyklede jeg af færgen, og begyndte ruten mod Jönköping. Den næsten øde og morgensøvnige by var let at finde ud af, og jeg begyndte at lede efter et passende sted at indtage morgenmaden. Meget mod mine egne principper var jeg nemlig startet på tom mave, og det viste sig også senere på dagen, at det var galt. Kombinationen af for lidt søvn, arbejde uden først at spise, spændingen om den forestående tur krydret med to punkteringer bevirkede at jeg gik kold midt på eftermiddagen. Våde landeveje af svensk model (granitstumperlagt i tjære) er et perfekt middel til at skære i gummi med. Det skal lige bemærkes, at der var tale om helt nye kevlardæk, der ellers giver en god beskyttelse mod punkteringer. Så efter 126 km stod jeg af. Jeg havde det meste af dagen fulgt Nissanelven, så det var nærliggende for en naturelsker som jeg, at køre ned til elven og bruge "allemandsretten", som Sverige gud være lovet stadig holder i hævd. Her var en dejlig skov, masser af frisk vand og fred og ro i massevis. Efter et solidt måltid gik jeg til ro i mit nyindkøbte telt. Det viste sig at være vandtæt som lovet, men 1.5 gange 2 meter er ikke megen plads til en mand på 1,92 og medbragt oppakning, men en god nats søvn blev det til. Kl. 7 sad jeg på cyklen, efter at have fortæret en god portion havregrød og en kop varm te med honning. Det skulle senere vise sig at blive fast morgenmåltid resten af turen. Jeg tog mig selv i at synge højt, og efter hvad min familie siger lyder det ikke særlig godt, men jeg nød det, og tilsyneladende opskræmte det ikke det ellers så rige svenske dyreliv. Planen gik ud på at cykle mellem 130 og 140 km om dagen, men denne dag blev det til 193 km. Hvorfor det skete vil fremgå af følgende beretning. Da jeg efter 40 km nåede Jönköping var vejen tæt befærdet med motionscyklister. Jeg talte med en af dem, og jeg blev klar over det var "Vätternrunden", et berømt motionscykelløb på 300 km med 18000 deltagere. Det gik ud på at cykle rundt om søen Vättern non stop, kun afbrudt af de indlagte rastepladser. De deltagere jeg stødte til havde høje startnumre, så de hårde gutter var passeret. Da de endvidere havde kørt 70 km mere end mig, og skulle nå 300, passede tempoet fint. Det skærpede lysten at se alle de cykler, og jeg overhalede da også en hel del, og der var stadig flere at hente. Jeg blev ligesom de egentlige deltager vinket ind på rastepladserne, hvor der var en glimrende forplejning. Jeg blev dog genstand for megen snak og morskab, idet man troede jeg var deltager i løbet. Man spurgte til min oppakning , de øvrige havde ingen eller kun en enkelt lille cykeltaske. Mange spurgte, om jeg troede, det var et etapeløb. På rastepladserne prøvede jeg at gå lidt væk fra cyklen, for at høre kommentarerne. Det var morsomt, og det virkede da også komisk. Tænk hundredvis af cykler, fortrinsvis lette racercykler og så en fuld lastet turcykel. Nogle af dem jeg slog følge med, fik jeg dog forklaret årsagen, og så var de straks mere forstående. Dagen gik og selv om det regnede, var det en stor oplevelse. Jeg var dog nødt til at fortsætte, til hele feltet af motionister drejede fra ved nordenden af søen. De skulle ikke se mig campere undervejs. Jeg besluttede at overnatte på campingpladsen i Askersund, for at få et varmt bad. Til aften brød solen frem, og mit gennemblødte cykeltøj tørrede hurtigt i den friske vind. Udrustningen var helt tørt, da det var forsvarligt pakket ind i vandtætte cykeltasker. Campingpladsen var faktisk helt fyldt op, og det skyldtes, at der skulle være jazzfestival i byen den samme aften. Jeg frygtede det ville skabe en urolig nat (det var jo svenskere), men det skete ikke. Det eneste jeg hørte var "Strömholms Tutere", som boede på pladsen. Jeg håber ikke for deltagerne at nævnte orkester skulle optræde i festivalen. De gav nemlig prøver på deres kunnen eller mangel på samme, det foregik på taget af den udrangerede bus de var kørende i.
FORRIGE SIDE NÆSTE SIDE INDLEDNING AHRENKIELS.DK
|