|
Kapitel 1 Afgangen
Torsdag d 13 juni 1991 startede det eventyr, som jeg havde set frem til i mange år. Beslutningen om at det skulle være netop nu, traf jeg en mørk oktoberaften i det foregående efterår. Præcis kl. 20:00 satte jeg mig på min fuldt udrustede og pakkede turcykel. Nu startede de hundredvis af kilometer asfalt, der er mellem Randers og Nordkapp, der er Europas nordligste punkt, der kan cykles til. Allerede på vej mod Grenå begyndte mine tanker at kredse om det projekt, jeg nu var gået i krig med. Men de gik også tilbage til hele forberedelsesfasen. Har du husket alt? Er din kondition efter de 5ooo træningskilometer i foråret helt på toppen? Forud var der gået megen tid med klargøring af udstyr, hvor meget eller snarere hvor lidt skulle jeg have med? Jeg begyndte at gennemgå det hele i tankerne for jeg ved ikke hvilken gang. Cyklen var lige efterset i alle detaljer, og jeg nød kædens lette løb hen over den nye bagkrans, som var tilpasset den forestående tur. De 18 gear, som var tilpas lave, måtte dække behovet. Pludselig bliver jeg mindet om virkeligheden ved en velkendt lyd fra baghjulet. Første punktering efter 14 km. Nå så fik jeg da brug for det værktøj, og en af de to ekstra slanger jeg medbragte. Op på cyklen og afsted - en hurtig gang hovedregning viste at hvis punkteringsfrekvensen forsatte, skulle jeg lappe 170 gange. Et er heldigvis teori et andet praksis. Jeg huskede tilbage til 1988, hvor vi 4 personer cyklede de 1313 km til Paris med kun en punktering tilsammen.
Min nye hjemmelavede bagageholder til forgaflen, der sikrede et meget lavt tyngdepunkt, viste sig at opfylde selv de mest optimistiske forventninger. Fra tidligere ture havde jeg erfaret, at det er vigtigt at bagagen sidder fast, og at den sidder så lavt så muligt for at sikre stabil kørsel. Man kan næsten sige at bagagen skal udgøre en del af cyklen, hvis man skal have det fulde herredømme over køretøjet i sving og på nedkørsler. Vel ude af Auning slipper mine tanker udstyret for en tid, og jeg nyder i stedet aftensolen, der er på vej til at bryde igennem et flere dage langt skydække. Medvinden hjælper mig blidt afsted, og pludselig holdt jeg i færgehavnen i Grenå. Ved synet af en telefonboks, måtte jeg lige ringe til min kone Jonna for at sige farvel, selv om vi havde taget behørig afsked, måtte jeg lige høre stemmen. Færgen stod fra kaj kl 23.30, og jeg vinkede farvel til Danmark, som i mellemtiden var blevet indhyllet i regn. På færgen var der fine kahytter med bløde køjer ledige, men jeg modstod fristelsen. Jeg kunne ligeså godt vænne mig til at sove på hårdt underlag, så jeg tog det papirtynde liggeunderlag og soveposen under armen og fandt et passende sovested. Jeg slog lejr i et cafeteria, der var under ombygning, og derfor var der fred og ro, indtil en flaske faldt ned fra et bord og landede i hovedet på mig. Den forkyndte i øvrigt at færgen var ved at lægge til kaj i Halmstad.
|