Kapitel15

Sennalandet

Der var nu kun knap 200 km tilbage, og to dage forud for tidsplanen havde jeg god tid. Et kig på kortet gjorde at jeg var glad for at være forud, ruten så temmelig hård ud.

Det startede da også med en opkørsel til 400 moh i løbet af 10 km, altså over en time i laveste gear. Herefter en nedkørsel og igen en opkørsel, så var jeg endelig oppe på Sennalandet, et nøgen og barsk højland hvor vejen bare var lagt hen over landskabet, ligesom en der havde kastet en rulle toiletpapir. Her lå der sne overalt, og selv om jeg havde næsten alt mit tøj på, kneb det med at holde varmen.

Varmen kom pludselig til mig, da jeg fik øje på en hund. Der var ikke nogen bebyggelse i nærheden, så den måtte være vild. Den løb et stykke inde på fjeldet i vindsiden, så den havde ingen fært, men jeg var på vagt. Lige som jeg troede jeg slap forbi, fik køteren øje på mig, og jeg slog omgående turboen til. Jeg ved ikke hvor kræfterne kom fra, men jeg fik den tunge cykel bragt op på 45 km/t uagtet modvinden. Jeg havde imidlertid gode erfaringer, og lille bakke der gik nedad reddede mig fra den ihærdige hund.

Da jeg nåede byen Skaidi kom det tidspunkt, hvor jeg skulle ringe hjem til en kontaktperson og fortælle hvor langt jeg var. Samtidig skulle jeg lige høre, hvordan det gik familien, der var startet turen i bil for at hente mig. Her fik jeg at vide, at de var havareret med lydpotten i den gamle men trofaste folkevognsbus. En ny lydpotte var ikke lagervare i Upsala, hvor de var havareret, så de måtte vente et døgn. Fra nu af var kun en vej til målet, så jeg meddelte min kontaktperson, at hvis jeg skulle få problemer, ville jeg parkere cyklen i højre side af vejen og afvente deres ankomst. Det samme ville jeg gøre, når jeg kom til Nordkapp. Denne meddelelse ville min kontaktperson videregive til min kone når hun ringede senere på dagen.

Det nagede mig en del at familien, som var min kone, min mor og to børn på henholdsvis 16 og 17 skulle have problemer med bilen, som jeg selv havde efterset inden afgangen. Ville der ske mere, det var jo en gammel bil og turen var lang. Jeg tænkte så meget på det, at jeg inden jeg havde set mig om var jeg nået til nedkørslen til Porsangerhalvøens østkyst. Herfra skulle man bare følge kysten til Kåfjord, hvorfra færgen til Magerøy afgik. Det var blevet tid til at raste, men drevet frem af viljen til at nå målet, bestemte jeg mig for at fortsætte så længe jeg orkede.

FORRIGE SIDE       NÆSTE SIDE               INDLEDNING        AHRENKIELS.DK