|
Kapitel 14 Hunden
Morgensol og søndenvind stod i dyb kontrast til gårsdagens vejr. Derfor afsted i en fart. Kautokeino by havde jeg set aftenen i forvejen, der var faktisk kun selve gennemkørsels vejen og lidt markveje og stier. Jeg nød det særprægede landskab, det er svært at forklare, det skal opleves. Jeg skulle til at passere en klynge huse, da jeg fik øje på en hund der lå i vejkanten. I forbifarten sagde jeg "hej vovse" og kiggede på den, det var det dummeste jeg gjorde på den cykeltur. Hunden tog min henvendelse meget ilde op, for øvrigt vidste jeg godt, at man aldrig skal hverken tale til, eller kigge på en fremmed hund. Det var en regel jeg altid på tidligere ture havde levet op til, men som jeg i kådhed glemte. Hunden satte efter mig, og ikke nok med det, den begyndte at gø så den vækkede alle hundene i de andre huse. Jeg nåede ikke at tælle dem, men der var mere end en hund knyttet til hvert hus. Hele flokken satte efter mig, og jeg trådte alt hvad benene kunne holde til, så en efter en opgav de forfølgelsen. Der var dog navnlig et stort glubsk udseende eksemplar af ubestemmelig race der blev ved, men efter 1 km hvor hastigheden ikke var under 40 km/t opgav den, og jeg åndede lettet op. Nu var der pludselig blevet vindstille og det trak sammen til regn, vejret skiftede temmelig brat på disse breddegrader. Mens jeg var ved at iføre mig regnsættet, kom der en turcyklist fra nord. Det var en tysker, der var på vej hjem fra Nordkapp, så vi udvekslede lidt erfaringer. Han havde lige rundet de 4000 km på 47 dage, så han var ret erfaren. Jeg huskede at advare mod hundene, som han havde til gode. Den del af Norge jeg befandt mig i ligger mellem 300 og 400 meter over havet, og da Alta, som var næste mål, ligger ved Ishavet måtte der komme en nedkørsel. Det var nok hele turens mest imponerende strækning. Lodrette fjeldvægge rejste sig i begge sider og den frådende elv der fulgte den snoede vej hele vejen ned. Der var et utal af fosser og vandet stod i kaskader ud af hver en sprække og samledes i elven, der blev voldsommere for hver meter. Mens jeg nød dette syn, løb cyklen af sig selv nedad den snoede bjergvej, og jeg måtte af og til hive i bremsen for at holde en forsvarlig hastighed, der kunne jo komme en bil, selv om det var et sjældent syn. Jeg fortsatte gennem Alta til det sted hvor opkørslen til Sennalandet starter, her overnattede jeg ved stranden og selv om Altafjorden -læs Ishavet- var hundekoldt måtte jeg have et bad. Endnu en skøn dag var til ende, men ingen midnatssol.
FORRIGE SIDE NÆSTE SIDE INDLEDNING AHRENKIELS.DK
|