|
Kapitel 10 Pedalarmen
Dagen startede for at sige det på godt jysk "træls". Det var ikke regnvejret, for det var jeg i øvrigt blevet helt fortrolig med. Nej, det var pedalarmen, der igen begyndte at vippe. Det var søndag, og jeg var som vanlig tidligt på færde, og den smule civilisation der var langs vejen, sov deres søde morgensøvn. Jeg prøvede flere metoder til få armen sat fast, men fælles for dem alle, de holdt kun kort tid. Ruten var heldigvis let, så jeg trampede til Luleå, stort set med et ben, jeg var bange for at gøre ondt værre . Da det var en større by, måtte jeg kunne finde hjælp her. Der var også masse af tankstationer, men det var søndag og butikspersonalet havde ikke nøgler til værkstederne, så det var ikke muligt at låne værktøj. Det lykkedes dog at finde en tank, der handlede med værktøj, og jeg fandt en nøgle jeg kunne bruge. Nu var der bare det, at akslen var af stål, og armen var af aluminium, så hullet i armen var blevet lidt for stort. Det bevirkede at bolten bare blev spændt ind imod akslen. Jeg havde heldigvis en dåse makrel, så efter 4 halve stykker med nævnte delikatesse, havde jeg et dejligt stykke blik. Der blev nu fremstillet en perfekt bøsning ved hjælp af overlevelseskniven, og pedalarmen sad herefter urokkelig fast. Der undslap nu som så mange gange før en herlig sang. I Töre stod jeg ved et vejvalg, skulle jeg fortsætte langs kysten til Haparanda, eller skulle jeg tage den lidt mindre vej ind i landet. Ruterne var lige lange, så jeg tog den der gik ind i landet, måske mest for spændingens skyld. Det blev spændende, efter kort tid var vejen grusbelagt, og det er ikke sagen til forholdsvis smalle dæk. Til gengæld kom jeg gennem et skønt naturområde og højdepunktet kom, da der pludselig stod et skilt der fortalte, at udlændinge ikke måtte køre længere, da vejen gik gennem et militært område. Jeg følte mig dog nu som midlertidig svensker. Det gik også fint, indtil mit forhjul eksploderede, med et sådant brag, at jeg ventede at blive omringet af militær hvornår det skulle være. Dækket var ubrugeligt så reserven måtte tages i brug. Mens jeg stod og lappede standsede en bilist og spurgte til mit velbefindende. Vi fik en snak om vejene, og han fortalte at man ikke ud fra kortene kunne se, om det var en grusvej. En lidet trafikeret vej kan godt være en amtsvej, og på kortet er den tegnet som sådan, selv om den som her, var en grus- eller nærmere en skovvej. Det øgede spændingen noget, og jeg bestemte at konsultere lokalbefolkningen, hvis jeg igen havde problemer ved vejvalg. Landskabet bar præg af breddegraderne, lave forvredne fyrre træer, enkelte klynger af birk, der kunne lede tanken hen på skov. Underlaget bestod mest at mosfyldte sten samt forskellige lyngplanter. Jeg fik også hilst på et enkelt elsdyr, men mødet blev kortvarigt. Dagen sluttede ved en sportsplads i en lille by ved Torneälven, 7o km fra polarcirklen.
FORRIGE SIDE NÆSTE SIDE INDLEDNING AHRENKIELS.DK
|