|
|
| Dato | Sted | Kilde | |
| Født : | 29 Aug 1687 | Præstegården, Sommersted by og sogn, Haderslev amt | Dansk Præstehistorie , Dansk Biografisk Lexicon |
| Død : | 13 Okt 1770 | Viborg | - |
| Begravet : | 30 Okt 1770 | Viborg Domkirke | - |
| Gift | 28 Jun 1712 | Vor Frue Kirke, København | - |
| Alder : | 83 |
| Stilling : | Biskop |
| Noter : Dansk biografisk Lexikon: Gjennem sin Farmoder nedstammede Andreas fra den bekjendte Hussiterfører J. Ziska. Faderen, der var en velstuderet Mand, forberedte selv sine Sønner til Universitetet. W. blev indskrevet som Student i Kjøbenhavn 1702. Men efter at have taget Bakkalavrgraden 1703 rejste han ud for ligesom sine Brødre at studere i Wittenberg - Tysk var deres Modersmaal. 1707 opholdt han sig i kort Tid i Hamborg og studerede orientalske Sprog og deres Litteratur. 1708 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og tog s. A. theologisk Examen. 1709 blev han Kapellan ved den tyske Menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke, og samtidig dermed tjente han tillige som Feltpræst for de syge og Saarede tyske Soldater, der overførtes fra Skaane til Helsingør. 1711, da Pesten havde bortrevet begge Byens Sognepræster, blev han Sognepræst ved St. Olai Kirke og kom saaledes til ganske alene at udføre alle gejstlige Forretninger i den haardt hjemsøgte By, hvor han ufortrøden færdedes ved Dag og Nat med Trøst for syge og døende - en Virksomhed, som synes at maatte overstige en Mands Kræfter. Først da Pesten var i stærk Aftagende, fik han sendt 2 Vikarpræster til Hjælp. 1732 blev han Viceprovst i Lynge-Kronborg Herreder og 4 maj1733 Præst ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn og Provst ved Land- og Søetaten. Men hans Standpunkt over for Pietisterne var meget uklart, og disse betragtede ham som deres Modstander. Dertil kom, at han var uheldig som Prædikant, da han ikke havde let ved at udtrykke sig paa Dansk. Christian VI ønskede ham derfor fjærnet og udnævnte ham 1735 til Biskop i Viborg. Her mødte han de samme Vanskeligheder som hans Formand, J. Trellund (XVII, 490). De vare begge lige upraktiske og havde samme ihærdige Modstander i Stiftsprovst Chr. Tychonius (XVII, 610), der ansaa sig som selvskreven til at beklæde Viborg Bispestol. Over for ham fandt W. dog en god Støtte i Generalkirkeinspektionen, som han ellers ikke stod i noget godt Forhold til. Den tildelte ham ret skarpe Irettesættelser paa Grund af hans Optræden først over for Støttruperne (XVI, 547) og senere over for Præsten B. Taulov (XVII, 98). W. har faaet det Vidnesbyrd, at han sørgede omhyggelig for, at Menighederne bleve forsynede med duelige Lærere, at han var en flittig Visitator og i Stilhed viste megen Godgjørenhed mod faderløse og trængende; men de mange Vanskeligheder, han havde at kæmpe med i Viborg, fremkaldte dog hos ham Ønsket om at kunne ombytte Bispestolen med et Præstekald. 1754 søgte han Præsteembedet ved Helliggejstes Kirke i Kjøbenhavn, men Forsøget mislykkedes. 1769 fik han Stiftsprovst V. A. Worsøe til Vikar i Embedet. W. døde 13. Okt. 1770. 1712 havde han i Kjøbenhavn ægtet Anna Marie Christophersdatter Kruse (f. 1688 d. 1748). Fra WWW.olesenjensen.dk Andreas Wøldike født 29/8 1687 i Sommerstedt sogn, Gram herred i Haderslev amt. død 13/10 1770 i Viborg og begravet der. Gift 28/6 1712 med Anna Marie Christoffersdatter Kruse i Vor Frue Kirke. Holmens provst 4/5 1733 Biskop i Viborg 15/7 1735 Der foreligger ganske meget skriftligt materiale om Andreas Wøldike, bl. a. i Dansk biografisk leksikon, Brickas biografiske leksikon, Svend Aakjær: Viborg Købstads Historie og P. Severinsen: Viborg Domkirke. Da hans historie giver et interessant indblik i forholdene på hans tid skal der her fremdrages en del af oplysningerne om ham. Efter forberedelse af sin lærde fader blev Andreas dimitteret til universitetet i København 1702, men efter at have taget Baccalaureusgraden i 1703 rejste han ud for lige som sine brødre at studere i Wittenberg - tysk var deres modersmål. 1707 var han en kort tid i Hamborg og studerede orientalske sprog og deres litteratur. I 1708 vendte han tilbage til København og tog samme år theologisk eksamen. 1709 blev han kapellan ved den tyske menighed i Helsingør og ved Kronborg Slotskirke. I 1711 da pesten havde bortrevet begge byens sognepræster vakte han betydelig opmærksomhed ved sin nidkære, uforfærdede optræden blandt syge og døende. I 1733 blev han udnævnt til præst ved Holmens kirke og provst ved Land- og Søetaten. Men hans standpunkt overfor pietisterne var uklart, og disse betragtede ham som deres modstander. I øvrigt fandt man som prædikant hans langtrukne prædikener i dårligt dansk, fremført med læspende stemme, kedsommelige, og de urolige kirkeforhold i denne kamptid førte ham stadig ind i situationer, han ikke kunne magte. Meget mod sit ønske blev han i 1735 udnævnt til biskop i Viborg, idet Chr. VI med stor bestemthed krævede hans forflyttelse. Som biskop kom han ud i mange bryderier, men han synes alligevel at have fået en vis anseelse. Han havde noget læspende og langsomt ved sin tale, og det var hørligt, at tysk var hans modersmål, men alligevel omtales af flere med ærbødighed det indtryk som den fromme og ærværdige mand gjorde på prædikestolen, som han stod der med sine egne grå hår (et særsyn i paryktiden) og tog sin kalot af til bøn. Især synes han med nidkærhed at have kastet sig over forbedringer indenfor skolevæsenet. I 1735 bad kancelliet stiftsøvrigheden indberette skolesagens tilstand i stifterne. Stiftsamtmand Güldencrone og biskop Wøldike skrev 19/9 1735, at det stod meget slet til i Viborg stift. Der var 23 skoler foruden de danske skoler i købstæderne, mens der var 217 sogne. Den 20/3 1738 skriver biskoppen og stiftamtmanden til generalkirkeinspektionskollegiet: " Vi ser aldeles ingen Frugt at være fulgt paa den Paamindelse, som vi nu for faa Aar siden på Foraars-Landemode ved Provsterne lod gøre til kirkeejerne udi Stiftet i Anledning saavel af hans Majs. Allernaadigste Lov som allerhøjstpriselige Vilje om Skolernes Indretning, om de mangfoldige Degneboligers Opbyggelse, som hid og did i Stiftet fattes. Hvilken Mangel at remedere ingen haver lagt Haand paa Gerningen med nogen Alvor uden alene Proprietær Anders Kjærulfs Enke paa Sødal her udi Nørlyngs Herred, som, som foruden Bolig til Degnen haver ogsaa oprettet en ny Skole". Han tog meget ivrigt del i oplysningsarbejdet. Også i gudstjenesten skulle der undervises ved katekisation. På landemode i 1739 gav han følgende formaning: "Naar Præsterne efter Prædiken selv forretter Catechisationen, da bør Degnen, naar de har læst i Chordøren pro exitu, gaa ned til Kirkedøren, at hindre dem, som før og under Catechisationen ville gaa ud af Kirken, siden mange af de gamle lige saa højt behøve at give Agt på Undervisningen som de Unge; dog bør frugtsommelige Koner samt gamle og svage Folk ikke formenes at gaa bort". Han rejste meget rundt og holdt lange katekisationer i kirkerne. Han fortæller selv derom, hvordan han først taler over en frivalgt tekst og derpå eksaminerer ungdommen i de gamles påhør og passer på, at det ikke skal være noget, de kan udenad, men noget de forstår. "Og herudi gaar jeg ikke lettelig noget Barn forbi, ihvor talrig Forsamlingen end er, siden jeg saa, at baade Forældrene og Børnene glæde sig derover, at de ikke forbigaas, og derved opmuntres til des større Flittighed efter min Bortrejse. Og da dette alt sammen sker med Kærlighed og Venlighed, saa sker det idelig, at de Gamle i Stolene af egen Drift bryde også frem at svare, naar de Unge ikke straks ere færdige" Andreas Wødlike er omtalt i Hugo Matthiessens meget morsomme bog om snapstinget i Viborg (Snapstinget. Jydsk Termin. Marked og Mennesker. København 1946). Snapstinget har en lang historie bag sig og var en blanding af et almindeligt marked og et forum for terminshandler, lånevirksomhed (mod pant i fast ejendom) og ikke mindst handel med fast ejendom. Hugo Matthiessen skriver, side 82: "Det mørke, gamle Domhus, som trak sig ind i Skyggen under Nordsiden af Kathedralen længst mod Øst i Nærheden af Bispegaarden og saa klods op ad Kirken, at kun et enkelt Menneske kunne knibe sig ind derimellem, havde ofte fra ældre Tid gæstfrit stillet sin Sal til Raadighed for farende Komediantner, Gøglere og Linedansere som i Terminen og ofte længere endnu forlysted Tilskuerne. Mangen Gang var dog Bølgerne gaaet højt blandt Publikum, at da den tunge Religiøsitet i Christian den Sjettes Tid tog Magten og søgte at ihjelknuge al Livsglæde og Friskhed, forstummede ogsaa Morskaben her. Dør om Dør med Domhuset residerede jo en Alvorsmand som Biskop Andreas Wøldike, der i sine stille Stuer kunde høre Spektaklet og føle sig forarget over at Satan selv dristede sig til "at have sit Capel næst ved Kirken". Nu mente Bispen Tiden moden til at kvæle Uvæsenet, og den Klage over Klammeri og Tumulter, han indsendte til Kongen, fandt villigt Øre; thi det lod sig ikke nægte, at det af og til kom til stormende Optrin, og Stiftamtmanden mente ligeledes at kunne paastaa, at Snapstingsforestillingerne hverken tjente til Opbyggelse eller Belæring, ja tilmed kun antændte onde Lyster og Begærligheder, da de til Tider trak ud paa Natten og derfor troligt nok kunde give Anledning til "debauche" blandt "gemene og unge Folk" Følgen af disse Klager blev Forordningen af 21. Marts 1738, som forbød alle Slags Komedianter, Linedansere, Taskenspillere, Lykkepottefolk og lignende at indfinde sig og vise deres Kunst baade i Danmark og Norge. " Andreas Wøldike * 29 Aug 1687, Sommersted by og sogn, Haderslev amt, † 13 Okt 1770, Viborg, ‡ 30 Okt 1770, Viborg. Kirkebog: Viborg Domkirke KB 1726-1779 side 126 opslag 128. D. 30 oct. Sl Biscop Andreas Wøldike Indsat i Kircken, Kast muld paa af Stift Proust Hr. Vorsøe, hafde været 35 aar Biscop, gl. 84 aar, døde d. 13hujus kl 11 om aftenen. |
| Far | Mor |
| Peder Andersen Wøldike | Catharina Magdalene Buch |
| Ægteskab | Børn |
| - Anna Marie Christophersdatter Kruse | 22 Aug 1725 - Regine Dorothea Andreasdatter Wøldike |
|
|
|
|
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 13 Jan 2026 |