Noter : Han er født ca. 1020 i .... og døde den 29. april 1074 i Søderup, Hjordkær sogn, (nedenstående kilde har 28. april 1076). Han fik to sønner Knud den Hellige og Erik Ejegod med ukendt frille.
C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. XVII, side 3:
Svend Estridsen, o.1018-1076, Konge, var en Søn af Jarlen Ulf af Spraka-leggs-Ætten og Estrid, Svend Tveskjægs Datter. Han var født i England, og han blev opdraget her, ogsaa efter at hans Fader var bleven Statholder i Danmark; til Dels var han Gidsel for Faderens Troskab. Efter derpaa i 12 Aar at have tjent under den svenske Kong Anund Jacob drog han til Danmark og blev af Hardeknud gjort til Jarl. Ved Hardeknuds Død (1042) havde S., hvis hele Holdning og Karakter den Gang ikke indgød Tillid, intet Parti, der kunde hjælpe ham til Magten. Han opsøgte derfor Kong Magnus, indsattes af ham til Jarl i Jylland og tilsvor ham Troskab. Da en Frænde af S. blev myrdet af Magnus' Svoger, vakte dette de danskes Mistænksomhed mod Magnus, og S. lod sig udraabe til Konge, men maatte flygte til Sve-rige. Efter Harald Sigurdsens (Haarderaades) Hjemkomst fra det græske Rige for-bandt S. sig med ham, og de gjorde et Tog til Danmark, der dog blev uden Resultat, og snart indgik Harald Forbund med Magnus og fik Del i Norges Rige. Begge Kon-ger hærgede paa Danmark, men Magnus følte sig lidet tiltalt af sin hensynsløse Medregent og begyndte desuden at faa et andet Syn paa S.s Evner og Karakter. Da Magnus efter et ulykkeligt Fald med Hesten følte Døden nærme sig, indsatte han S. til Arving af det danske Rige, og saaledes kunde S. uanfægtet bestige Tronen (1047).
Harald Haarderaade betragtede dog fremdeles Danmark som det rette Maal for sin Krigertrang og Plyndrelyst; uden at han alvorlig forsøgte en Erobring af Landet, og uden at S. nogen Sinde gjorde Gjengjæld i Norge, fortsatte han sine idelige Togter mod Kysterne (dog maaske med et Ophør i Tiden 1050-60). S. var kun sjælden hel-dig i disse Kampe; i et Slag ved Nisaa (1062) led han et Nederlag og undslap med Nød og næppe, men 2 Aar efter sluttedes der en endelig Fred mellem Kongerne. Efter at Harald var faldet ved Stamfordbro, og Vilhelm af Normandiet havde erobret England, sendte S. 2 Gange Flaader til England (1069-70 og 1075) for at søge at fravriste Vilhelm Landet, men opnaaede intet.
Skjønt S. aldrig havde vist Mangel paa Tapperhed, havde han næsten ingen Sinde sejret i sine Krige; til Gjengjæld var han enestaaende lykkelig i at ordne Landets fredelige Forhold. Det er som Grundfæster af et nyt, paa Fredens Gjerning byggende Danmark, at S. viser sig som den store Konge. Først og fremmest gjaldt det Kirkens Ordning. Inddelingen i Bispedømmer blev gjennemført, og Kirker bleve byggede rundt om i Landet. S. styrede den danske Kirke selvstændig, uden at det dog kom til noget Brud med Ærkebisp Adalbert af Bremen; fremfor alt satte han sig dog til Opgave at have Paverne til Venner. S. havde ægtet Anund Jacobs Enke Gunhild, men da hun var nær beslægtet med ham, skilte han sig paa Pavens Forlangende fra hende. Efter S.s Død kunde Gregor VII derfor ogsaa udtale, at han aldrig havde truf-fet en Konge, der havde vist sig som en saa trofast og kjærlig Søn af den romerske Stol som S. Ligesom Kirkens Forhold bleve lykkelig ordnede, saaledes synes S. ogsaa at have haft Held med at skabe indre Ro i Landet og en god og varig Ordning af Landets Styrelse.
S. besad megen Læsning og var vel forfaren i gejstlige Sager; støttet af en glim-rende Hukommelse var han ypperlig inde i Danmarks Historie, og Adam af Bremen kunde bygge store Dele af sin Kirkehistorie paa hans Fortælling. S. var en høj, smuk og stærkt bygget Mand; han gav efter for sin Sanselighed og levede højst usædelig, men samtidig var han i en sjælden Grad vennesæl, og ingen Sinde hører man, at han blandt sine Undersaatter har Modstandere eller Uvenner. Fortællingen om den fattige Islænder Auduns Ophold hos ham eller om hans Venskab med Biskop Vilhelm bekræfter kun, hvad der fremgaar af alle Beretninger om ham, at han i en sjælden Grad vidste at vinde Smaafolk saa vel som store og at knytte dem til sig med Hengivenhed. S. døde paa Kongsgaarden i Søderup i Slesvig 28. April 1076 (de danske Aarbøger have, sikkert urigtig, 1074) og blev begravet i Roskilde Domkirke. S. var flere Gange gift. En af hans Hustruer, Gyda blev forgivet af hans Frille Thora, en anden var den nævnte Gunhild; en tredje var Thora, Enke efter Harald Haarderaade og Datter af Lendermanden Thorberg Arnesen. S. havde med Gunhild en Søn Svend, der døde ung; hans andre Ægteskaber vare barnløse, hvorimod han med forskjellige Kvinder havde en stor Del uægte Børn, saaledes Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels, som alle bleve Konger, Bjørn, Knud, der ogsaa hed Magnus som sendtes til Rom for at indvies til Konge, men døde udenlands, Svend Korsfarer og en tredje Søn Svend, Thorgils, Sigurd, der faldt i Venden, Benedict, Guttorm, Ømund og Ulf, der ogsaa hed Ubbe. Af S.s Døtre blev Ingerid gift med Kong Olaf Kyrre; desuden nævnes Gunhild, der ogsaa kaldtes Helene, Sigrid, gift med Abodriterfyrsten Godskalk, og Ragnhild.
Ræder: Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner. A. D. Jørgensen: Den nord. Kirkes Grundlæggelse S. 618 ff. 732 ff. H. Olrik: Konge- og Præstestand I, 168 ff. Johannes C. H. R. Steenstrup.
Havde foruden viste børn:
Niels * omk. 1064 død 25 jun. 1134, Slesvig. Beg. Slesvig domkirke(.~1103, Magrethe Fredkulla død før 1130, Roskilde. ~Ulfhild. ) Var konge 1104 - 1134. Havde 3 børn Inge, Magnus den Stærke og Ingertha.
Thorgils og Sigurd død i Venderen, Benedikt død 1086 i Odense, Guttorm, Ømund, Ulf, Sven Tronkræver død 1104, Ingrid Svendsdatter ~Olaf Kyre, Gunhild, Sigrid og Ragnhild.
Havde derudover flere ukendte frillebørn. |