Stig Andersen Hvide

DatoStedKilde
Født :Omk 1230Kongsdal, Undløse sogn, Holbæk amt-
Død :1293på øen Hjelm, Randers amtFinn Holbek (1)
Begravet :-Stubberup, Odense amt-

Alder : 63
Stilling : Herremand og Rigets Marsk

Noter : C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. VIII, side 196:
Hvide, Stig Andersen, - 1293, Marsk, hørte til den mægtige Hvide-Slægt, der i det 13. Aarhundredes Slutning fik en saa indgribende Indflydelse paa vort Lands Skæb-ne. Om S.s Fader vide vi intet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget i Åabo Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte en Hær af Ryttere og Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger Jarls Sønner Magnus og Erik i deres Kamp mod Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret over Bondehæren ved Hofva i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blev snart efter taget til Fange. I det følgende Aar viste S. det første trodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet i Nyborg vægrede sig ved at aflægge Hyl-dingsed til hans unge Søn Erik, hvad dog Landets øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertid beholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet han utvivlsomt var en af Ho-vedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte at aftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet et mere lovbundet Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret 1282, gav Kongen efter og udstedte de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senere nogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284) til at være en af de II Voldgiftsmænd, der skulde afgjøre Tvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik Plovpenning
Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skare formummede Mænd i Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om, at S. var en af Gjer-ningsmændene. Paa Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter - kun nogle faa svore ikke med -, at Grev Jacob af Halland, Marsk S., Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre vare skyldige i Mordet; de er-klæredes fredløse og deres Gods forbrudt. Denne Dom stadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolf af Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev det erkjendt, at der ikke var Bevis for, at S. personlig havde været i Finderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i Domsresultatet, i det S. vit-terlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet.
Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong Erik Præstehader tog dem i sin Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp og støttet af enkelte Partifæller i Dan-mark begyndte S. Krigen imod sit eget Land. Middelfart og Hindsbolm vare de første Punkter, der stode i Flammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). - Erik Præstehader sejlede 1289 med en Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig foran Kjøbenbavn; med en Del af Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg han indtog, derpaa til Store Bælt, hvor han brændte Taarnborg og Skjel-skør. Ogsaa Nykjøbing paa Falster blev hjemsøgt, og i Forening med Kongen plyn-drede S. de sydlige Øer. Skrækken havde i den Grad lammet Folket, at S. uhindret kunde bygge sig et fast Røverskjul paa Øen Hjelm (1290) og Grev Jacob en lignen-de Borg paa Hunehals i Nørrehalland; begge Besiddelser erklæredes for norsk Ejen-dom. Fra disse faste Punkter førte de fredløse i en Aarrække Krigen mod Danmark. Men S. døde allerede 1293; efter en Tradition fra en senere Tid førtes S.s Lig hemmelig til en Kirke paa Hindsholm.
De historiske Kilder ere saaledes knappe i alt, hvad de meddele, og mærkelig tavse om mange Forhold, uagtet disse Begivenheder vare saa betydningsfulde i vort Lands Historie, og S. indtog en Hovedstilling i Bevægelsen mod Kongehuset.Til Gjen-gjæld har Folketraditionen tegnet en lyslevende Skikkelse af den stolte Marsk. Der er ikke paa vort Modersmaal blevet digtet skjønnere Sange end de Folkeviser, som i uforgængelige Billeder berette om S.s blodige Gjerning og Landets Tllstand paa de lovløse Tider, da "der var saa mange i Dannemark, som alle vil Konger være", da "»Hjelm har faaet Horn", og "Landet stander i Vaade". Medens Marsken var i Leding, saaledes fortælle Viserne, tog Kongen hans skjønne Hustru med Vold; ved S.s Hjemkomst vovede hun ikke at gaa ham i Møde og tilstod, at hun var "bleven Dronning i Dannemark". Hun ægger ham til Hævn, og S. undsiger Kongen. Mordet i Laden skildres i gribende Scener, Marsken drager derpaa til Kongsgaarden og for-kynder aabent sin Daad, der har hans Forvisning til Følge. Som alt sagt nævnes i de historiske Aktstykker, der omtale Mordet, og i andre samtidige Kilder alene poli-tiske Grunde til Sammensværgelsen, og der ymtes end ikke noget om et saadant personligt Motiv for Hævn. - Nogle Viser fortælle om, hvorledes S.s unge Døtre sørgmodige drage fra Land til Land for at søge Beskyttelse; dette lader sig ikke be-kræfte af andre Kilder. Af en pavelig Bevilling fremgaar i øvrigt, at en Mand, Jo-hannes Esre, havde for at udjævne en Familietvist mellem sin og S.s Slægt trolovet sig med en Datter af S.; da hun døde, ikkun 12 Aar gammel, blev det Johannes tilladt at ægte en Søsterdatter af S., Inge. Mulig har Nordmanden Hakon Thoresen været gift med en Datter af S. 1309 gjengav Kong Erik de fredløses Hustruer og Børn deres Gods, imod at det blev solgt, og de selv opholdt sig uden for Riget.
Suhm, Hist. af Danmark X, XI. Munch, Det norske Folks Hist. IV, 2. Grundtvig, Danmarks gl. Folkeviser III. Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 113 f. J. Steenstrup, Vore Folkeviser S. 262 f. Hist. Tidsskr. VI, 452 f.; 4. R. IV, 90 f. Ny kirkehist Saml. III, 390. Archiv f. nord. Filologi IX, 219 f. Johannes C. H. R. Steenstrup.

Aage Brask: Tordrup og Marsk Stigs slægt.
Side 27 ff.:
MARSK STIG OG HANS SLÆGT
De jydske Hvider hører til vore berømmeligste Slægter i Middelalderen, Medlemmer har ofte været fremtrædende ved Begivenheder, der er skelsættende i det danske Riges Historie. De har sikkert flere Familieforbindelser med den talrige og meget indflydelsesri­ge, Kongefamilien nærstaaende Kreds af Slægter, der med en noget uheldig Betegnelse kaldes for de sjællandske Hvider eller blot Hviderne, men efter vor Slægts Vaaben, en syvoddet Stjerne i Sølv paa blaa Bund, er det usandsynligt, at den tilhører samme Mandsstamme som de sjællandske Hvider, den har snarere Oprindelse fælles med den mægtige jydske Adelsslægt, der senere fik Navnet Gyldenstjerne, eller med Familien Pors (af Vrandrup), som førte ganske samme Vaaben som vor Slægt. Ingen af Hvideslægter­ne brugte oprindelig det anførte Familienavn, det er først, da de jydske Hvi- der i det 16. Aarhundrede er ved at uddø, at Navnet bliver benyttet for Medlemmer af dem. Naar de har faaet den nævnte Betegnelse, skyldes det sikkert først og fremmest, at de med større eller mindre Berettigelse er antaget at nedstamme fra den jydske Stormand Stig Hvide, der regnes for at være Sønnesøn af Skjalm Hvide og som gift med Knud Lavards Datter Margrethe var Svoger til Valdemar den Store.
Lisbeth Bryskes Slægtebog har en ret løs Angivelse af, at de Hvider i Danmark var en urgammel Stamme fra Vendsyssel. hvor en af Slægten, Othingarus (Othinkar), regerede i Fortiden. Flere Steder er det nævnt, at Stig Hvide ejede Bidstrup, hvor Mindet om denne Ejer er holdt godt i Hævd, idet der ifølge Danske Atlas fandtes en Sal, som kaldtes »Stig Hvides Sal«; denne Sal kendes endnu under Navnet »Sten Hvides Sal«. Med nogenlunde Sikkerhed kan det siges, at han oprettede Essenbæk Kloster i Sønderhald Herred, til hvilket Kloster flere af Marsk Stigs Slægt synes at have følt sig knyttet, samt at han faldt i Slaget ved Viborg 1151. Anna Krabbe nævner ham som Ejer af Bjørnholm, men han sammenblandes i det hele hyppigt med Medlemmer af Marskens Slægt, særlig dennes Sønnesøn, den tidligere omtalte Hr. Stig Andersen. Om begge hedder det, at de skulde være begravet i Essenbæk Klosterkirke og Ligene senere ved Klostrets Nedlæggelse bragt til Dronningborg Slotskirke for endelig i 1559 at kunne finde Hvile i Ørsted Kirke, hvortil de blev ført af Ejeren af Stenalt, Bjørn Andersen, der var beslægtet med Hviderne og Svigerfar til nævnte Anna Krabbe; ligeledes fortælles om begge, at de var gift med en Tove, hvis Vaaben var en Svane med en Guldring om Halsen. Sandheden er nok, at det var Stig Hvide, der nød den Ære - efterhaanden - at faa 3 Begravelsessteder, men at det til Gengæld var Hr. Stig Andersen, der fik den ommeldte Tove; han havde i hvert Fald en Hustru, der hed Tove, medens Stig Hvide jo var gift med Knud Lavards Datter.
Foruden en Datter Kirsten, der ægtede den svenske Konge Karl Sverkersen, skulde Stig Hvide have haft Sønnerne Niels og Aage; disses Navne passer udmærket til Navngivnin­gen i Marsk Stigs Slægt.
Jeg vilde anse det for ret sandsynligt, at Marsk Stig paa en eller anden Maade nedstammede fra Stig Hvide, men har ikke Materiale til at fremsætte nogen Formodning om paa hvilken Maade.
Selv om vi jo fra hans Levetid kun har faa og sporadiske Efterretninger, er det dog ret mærkeligt, at vi kun ved saa lidt om Marskens Afstamning; han synes fra første Færd at være fremme i Adelens forreste Række med fornemme Familieforbindelser, uden at vi med Sikkerhed kan beskrive disse, bortset fra at vi kan give ret uomtvistelige Oplysninger om eet ægteskabeligt Forhold. Vi ved, at hans rette Navn var Stig Andersen, hvoraf vi har Lov til at slutte, at hans Fader bar Fornavnet Anders, men vi kender ingen Indehaver heraf, der betegnes som Fader til ham.
Den eneste reelle Oplysning, vi har om Slægtninge af Marsk Stig, giver os ingen Underretning af større Betydning. Vi kan af et Pavebrev af 1/9 1290 erfare, at en Hr. Jens Esre, der for at faa bilagt en Fejde mellem deres respektive Familier først havde været trolovet med Marskens Datter, som imidlertid var død forinden det 12. Aar, søgte og fik Tilladelse til at ægte en Søsterdatter af Marsken. Denne har da altsaa haft en Søster, men der ses ikke at foreligge Oplysninger, der kan give os faste Holdepunkter med Hensyn til, hvad Søsteren hed, og hvem hun var gift med, ligesom vi ikke kan finde noget nærmere frem om Hr. Jens Esre; derimod nævner Pavebrevet udtrykkeligt, at Søsterdatteren hed Inga. Det for Hr. Jens anførte mærkelige Efternavn maa sandsynligvis være fremkommet ved en Forvanskning.
Side 30:
Fru Anna Krabbe paa Stenalt, der var en Dame med megen Interesse for ældre Tiders Forhold, har samlet mange Optegnelser og deriblandt en Visebog, der dog nu kun foreligger i Afskrift. Heri findes under Nr. 12 "en smuk gammel Vise om Hr. Offue Stisen, Ridder til Oustrup, og om Espen Ottesøn, som var Hr. Offue Stisens Søstersøn, som boede udi Buolhaffue", begge Steder i Sønderhald Herred i henholdsvis Øster Alling og Vester Alling Sogne, og om det Opgør, der fandt Sted imellem dem, fordi Espen Ottesøn havde været saa ufin at benytte sig af den trolovede Onkels Fraværelse paa et Krigstogt til at forsøge at bestorme og indtage en Fæstning, Hr. Oves Fæstemø, ganske vist forgæves, men det vilde Onklen ikke tro. Fru Anna Krabbe anfører, at hun selv i 1592 har faaet forevist de paagældende Lokaliteter og set det Sted, hvor Espen blev dræbt. I den af hende gengivne Variant af Visen, der ialt kendes i 9 fra hinanden ret afvigende Skikkelser, synes at være optaget flere Træk hidrørende fra et stedligt Sagn paa Grundlag af en virkelig Hændelse, bl. a. anføres, at Espen, efter at Striden var opstaaet, lod bygge en Kirke til Ære for Jomfru Marie, og at han, da han i Ønsket om at trodse en af Hr. Ove fremsat Trusel mod at begive sig til Kirken, lod sig føre dertil i Ligkiste, blev forraadt ved sin lille Hunds Adfærd og dræbt af Hr. Ove. I en Præsteind­beretning fra 1657 hedder det ogsaa, at de 2 Sognes Kirker blev bygget af 2 stridige Herrer, hvoraf den ene, Espen Udsen, blev fældet af den anden, Ove Stigsen. Endvidere er der det interessante, at der paa et passende Tidspunkt virkelig har levet en Espen eller Esbern af Slægten Udsen, ganske vist med "Wængsun" som Patronymikon, og Dansk Adelsaarbog saavel som Traps Danmark synes at have nogen Tillid til Anna Krabbes og Visens Troværdighed og regner med Muligheden af, at Espen Ottesen kan være identisk med Esbern (Vognsen) Udsen.
Naar vi nu her - med alt Forbehold - drager den nævnte Vise m. m. frem, skyldes det tildels, at Hr. Ove Stigsens Navn passer udmærket til Forbindelse med Marsk Stigs Slægt, og at denne netop synes at have siddet inde med meget Jordegods paa Egnen her, men jo særligt det Faktum, at Slægten i en Del Aar før 1290 - den tidligere omtalte Hr. Jens Esre angives trolovet med Marskens Datter, da hun endnu ikke var 5 Aar gammel - var indblandet i en Slægtsfejde, og selv om saadanne den Gang ikke var helt ualmindelige, saa har de dog nok heller ikke været rene dagligdags Begivenheder. Hertil kommer endvidere, at de reelle Oplysninger vi har om Espen (Vognsen) Udsens Forhold godt kunde stemme overens med, at der var særlige Omstændigheder forbundet med hans Død; i et udateret Brev fra 1268 giver han sin Tilladelse til, at hans Hustru træder ind som Søster i St. Clara Kloster i Roskilde, og han godkender, at der i den Anledning skænkes gode Gaver til Klostret, men da hun under 18/11 s. A. træffer nærmere Ordning med Hensyn til sine Ejendele ved et Testamente, er hun Enke. Det synes ikke udelukket, at det af ham udstedte Brev har Visheden om overhængende Livsfare som Aarsag. Endelig bør tilføjes, at denne Espen ifølge Testamentets Bestemmelser havde bygget et Alter i et ukendt "Welø", der dog ifølge det øvrige Indhold nærmest synes at burde søges i Himmersyssel.
Alt i alt kan det ikke anses udelukket, at den omhandlede Folkevise og det dermed forbundne Sagn som Grundlag har en virkelig Hændelse, der har ført en Fejde mellem Marsk Stigs og Hr. Jens Esres Familier med sig, men det er meget muligt, at Omstæn­dighederne ved denne Begivenhed var meget afvigende fra de senere optegnede - Menneskenes Fantasi er ofte meget rigt og frit skabende.
Første Gang Marsk Stig træder frem for os, er i 1272, da Kong Erik med Tilnavnet Glipping eller Klipping havde laant 2000 Mark Sølv af 4 lybske Borgere, og der i den Anledning blev udstedt en Erklæring af 30 af hans Riddere om, at de vilde gaa i Indlager i Rostock, Wismar eller andetsteds, hvis Pengene ikke blev betalt senest 14 Dage efter Mikkelsdag (29. September) samme Aar. Det synes herefter givet, at Stig Andersen, der nævnes ret langt fremme i Rækken af Kongens Mænd, ja, ogsaa før Offe Nielsen (Neb), der dog beklædte det vigtige Embede som Kongens Drost og iøvrigt var eller skulde blive Stigs Svigerfader, var en ikke helt ung Mand i Stormændenes Kreds, en Mand, hvis Borgen for Kongen kunde tillægges nogen Betydning. Hverken Stig eller nogen anden betegnes som nuværende Marsk, hvorimod 2 af Kongens Mænd angives tidligere at have siddet inde med dette Embede. Men han er sikkert naaet op paa denne Post i 1275, da den svenske Kong Valdemars 2 Brødre, Hertugerne Magnus og Erik, søgte Forbund med Erik Glipping imod deres kongelige Broder og til deres Strid fik Hjælp af mange Danskere, anførte af Fyrstesønnen Jakob fra Halland og Stig Andersen, hvilken sidste særlig nævnes som aktiv i Kampen, han angives saaledes at have fanget og afsat Kong Valdemar og i Stedet faaet Hertug Magnus indsat som Konge. Da hans Navn omtales i en anden Forbindelse samme Aar, gives der ham hverken Rang af Ridder eller Marsk, men det var nu ogsaa i en meget fredelig Anledning, at han traadte frem, ifølge Antvorskov Klosters Brevregister gav Styge Annderszønn dette Aar alt sit Gods i Nordrup til Klostret, og i en Tilførsel fra 1305 hedder det, at Jenns Jonnszønn, Olluff Tageszønn og Niels foruden andet afstod en Part i Nordrup, som "Styge Annderszønn gav tilforn til Klostret".
Det er efter alt foreliggende berettiget at gaa ud fra, at det er vor Stig Andersen, der omtales disse Steder, og den sidst nævnte Tilførsel kunde tyde paa Forbindelse gennem Slægten Saltensee af Tystofte, hvortil Oluf Tagesen hørte, med en Gren af de sjællandske Hvider, som nedstammede fra Oluf Glug. Der optræder paa denne Tid mindst 2 Anders Nielsen'er, som havde nær Tilknytning til Hviderne, og som hver for sig kunde passe som Fædre til Marsk Stig, hvorved bemærkes, at dennes 2 kendte Sønner bar Navnene Anders og Niels, men der savnes afgørende Vidnesbyrd for, at nogen af dem er det. Morsomt nok kan man ogsaa ad anden Vej finde Vidnesbyrd frem, som kunde tyde paa, at Marsk Stig havde Tilknytning til den sjællandske Hvideslægtskreds. Som det senere vil blive omtalt, skænkede Marskens Sønnesøn af samme Navn i 1361 forskellige Godsrettigheder til Antvorskov Kloster, deriblandt Gods i Ulkestrup og Sibberup, og det viser sig, at Medlemmer af den nævnte Slægtskreds ogsaa havde Rettigheder i disse Byer. Saaledes blev der i 1338 disponeret over noget Gods i Ulkestrup, som var givet i Pant af Stig Jurissen af Slægten Galen, der paa Mandssiden nedstammede fra Skjalm Hvide, medens Slægten Saltensee af Tystofte havde Rettigheder i Sibberup.
I 1276 ser vi ham optræde paa en saadan Maade, at han sikkert er blevet regnet for at have stillet sig i Modsætning til Erik Glipping, selv om det ogsaa kan hævdes, at han kun havde givet Udtryk for særlig Troskab overfor Kongen. Paa et Danehof i Nyborg fik Kongen sin Søn Erik hyldet som Konge, og han lod Stormændene sværge Sønnen Lydighed, men Marsk Stig alene nægtede at aflægge Ed til Erik, der da endnu var Barn. Som Begrundelse for hans Optræden er anført, at han ikke vilde hylde den umyndige Kongesøn, medens Faderen levede, og det maa jo ogsaa erkendes, at Forholdene meget vel kunde tænkes at udvikle sig saaledes, at det vilde være umuligt at holde en Troskabsed til 2 personer.
Side 40:
Medens Grev Jakob benyttede Hunehals i Halland som Opholdssted, satte Marsk Stig sig fast paa Øen Hjelm ved Mols, hvor han skabte sig et Hjem for sin Familie, og fra disse Udgangspunkter foretog de nu en Række Angreb, særlig paa Øerne. Marsk Stig tog Brattingsborg Slot paa Samsø og nedbrød det, endvidere erobrede han Taarnborg ved Korsør, hvorfra Erik Menved maatte flygte, og lod det afbrænde samt nedbryde. Derfra gik han plyndrende og brændende videre til Lolland og Falster med Afstikkere til Amager og Møn. I det 17. Aarhundrede skulde der paa Sprogø forefindes Rester af et Slot, som sagdes at være bygget af Marsken, men herved bør dog betænkes, at Valdemar den Store ifølge en Blyplade paa hans Grav bl. a. berømmedes for at have rejst et Forsvarsværk paa denne Ø, saa det er vel snarere Rester deraf, der er set.
Marsk Stigs Virksomhed med at slaa Mønt paa Hjelm er vist de fleste bekendt.
Hvilken Betydning, der maatte tillægges de Fredløses Krigs- og Plyndringsforanstaltnin­ger, kan man bl. a. se af 3 Breve, som Kong Erik af Norge og hans Søn i 1292 udstedte til Stralsund, Lübeck og Wismar; Kongen anfører heri, at han har paalagt "Vor elskede Frænde Grev Jakob af Halland og Marsk Stig", at der ikke fra Borgene i Hunehals og paa Hjelm maa lægges Hindringer i Vejen for Byernes Handel.
Det er ikke umuligt, at meget vilde være kommet til at se anderledes ud, hvis Marsk Stig havde faaet en længere Levetid til sin Raadighed, men næsten alle Beretninger vil vide, at han døde i 1293 paa Hjelm. Samme Aar skulde han sammen med flere andre af de Fredløse ifølge Kongens Klage mod Jens Grand have været i Viborg og derfra fulgt med Ærkebiskoppen paa dennes Rejse i 3 Dage - eller omtrent lige til Middelfart - for at overlægge, hvorledes de bedst skulde faa Fred og komme tilbage til Riget. Det synes at tyde paa, dels at han ikke ønskede Kamp til det yderste, dels at han og hans Fæller roligt kunde drage rundt i Jylland. Den gode Forbindelse med Hjemegnen giver sig vel iøvrigt ogsaa Udtryk i den tidligere omtalte pavelige Skrivelse fra 1290 angaaende Hr. Jens Esres Giftermaal, naar det i denne, der er stilet til Biskoppen i Aarhus, hedder: "velb. Stig Andersen fra Dit Stift"; selvom Paven foruden at henvise til Ønsket om Standsning af Familiefejden begrunder sin Dispensation med Bønner fra Kong Erik af Norge, saa betragtes Marsken dog stadig som tilhørende Aarhus Stift.
Der er flere modstridende Oplysninger om, hvor Marsk Stig blev begravet, foruden Torsager, Draaby og Helgenæs Kirker i Jylland nævnes ogsaa Stubberup Kirke paa Fyn og Rørvig Kirke paa Sjælland, ja, der er yderligere bragt den Oplysning frem, at han døde paa en Pilgrimsfærd til det hellige Land. Ifølge et Sagn skal han være begravet under Stigs Bjerg ved Lyngsbæk i Draaby Sogn, men efter andre Sagn er det en Skat, han selv har begravet de'r (Trap VI 667). Sandsynligst er det vel, at han blev begravet i Helgenæs Kirke, der jo laa nær ved Hjelm, og vi har da ogsaa en med forholdsvis troværdige Detailler fyldt Beretning om hans Begravelse her. En Præst i Helgenæs Sogn, Oluf Sørensen Dall, som iøvrigt blev skudt af de kejserlige Tropper i 1628, sendte i 1622 en Indberetning til Kancelliet, hvori han gengav, hvad »gode, trofaste, gamle Dannemænd, som haver levet mere end 100 Aar her paa Landet og var født her paa Landet« havde fortalt om Marsk Stigs Død og Begravelse 30 Aar i Forvejen, straks Præsten var kommet til Egnen. »Marsti« var over sin Ladegaard i Bjørnkær draget paa Jagt paa Helgenæs i »en svar Hede«, og var da besvimet, saa han maatte stige af sin Hest og sætte sig ved en Sten paa Fejrup Mark; han »er saa bleven død udi samme Besvimelse. Siden er hans Lig om Nattetid indført her udi Helnes Kirke ... hæderlig begravet ved Vor Frues Alter«. En Pige, som skulde hente Øl, var Øjenvidne til Begravelsen, og da hun saa, at der blev lagt »et herligt Dækken« over Kisten, listede hun sig senere hen og stjal det. Hermed stemmer ogsaa godt nok en Bemærkning, der skulde findes i et gammelt Haandskrift: »Paa Helnes udi Kirken Marstyes Grav med 4 Sten«. Hvitfeld har en nogenlundetilsvarende Beretning om Marskens Begravelse i »Hinds­holm« Kirke, men her er bragt det Moment ind, at en af hans Svende, som senere saa en Pude lavet af Fløjlsdækkenet hos Pigen, derfor dræbte hende; det er denne Beretning, der maa være brugt af Christian Winther i Digtet "Vaabendragerens Ed".

MARSK STIGS ÆGTESKABELIGE FORHOLD.
Usandsynligt, at Aarsagen til Mordet i Finderup Lade var Erik Glippings Forførelse af en Fru Marsk Stig.
Faa danske Stormænd i Middelalderen har været Genstand for mere Omtale i Sagn og Litteratur end Marsk Stig. I ældre Tid blev han i Almindelighed fremstillet som den ædle, krænkede Ægtemand, der tog Hævn over sin Hustrus Forfører, men denne Opfattelse er efterhaanden forladt af Historikerne, der er gaaet over til snarere at anse ham for Førstemand eller een af de mest fremtrædende i en politisk Sammensværgelse mod Erik Glipping. I den seneste Tid er man blevet klar over, at der i Virkeligheden ikke foreligger noget, som taler afgørende for, at han skulde have været med i Mordet eller Sammen­sværgelsen, selv om han har været Kongen en besværlig Politiker, der stædigt har hævdet Stormændenes Krav overfor Kongemagten. Det maa jo ogsaa, naar man betragter Følgerne af Mordet paa Erik Glipping, erkendes, at en dygtig Mand med god Indsigt i Forholdene ikke i Marsk Stigs Sted uden meget stærke Bevæggrunde vilde indlade sig paa at søge Kongen, under hvem han dog havde haft en fremtrædende Position, fjernet fra Tronen, i hvert Fald ikke paa den meget frastødende Maade, hvorpaa det skete. Som foran anført blev det fra Erik Menveds Side under Jens Grand Processen hævdet, at hans Fader havde vist de Fredløse mange Velgerninger, og vi har i et Anklageskrift fra Erik Menved mod dem og Kong Haakon af Norge en speciel Udtalelse, der tilfældigt oplyser, at Erik Glipping havde forlenet Marsk Stig med noget Gods i Nim, og at denne Forlening ophørte ved Kongens Død; men det er jo i det hele givet, at Marsken ikke havde nogen Fordel af Kongemordet.
Men vi bør nu gaa over til nærmere Behandling af det gennem Tiderne ret stærkt omdebatterede Spørgsmaal, Marsk Stigs ægteskabelige Forhold, der jo i Historien er blevet forbundet med Mordet i Finderup Lade. Ligesom der er tildelt ham mer end nok af sidste Hvilesteder, har man ogsaa givet ham et vel rigeligt Antal Livsledsagersker, selv om det jo maa erkendes, at det ikke er saa sjældent, at Men-nesker har flere Ægtefæller - i hvert Fald efter hinanden - som at de bliver begravet paa flere Steder. Og det er egentlig ganske morsomt at tænke paa, at medens han i Viserne er beskrevet som en ædel og trofast Ægtemand, der udsætter sig for store Farer for at hævne sin krænkede Vivs Ære, skulde han, hvis Sagn og Overleveringer var rigtige, nærmest have haft et helt Harem, saaledes at han i og for sig næsten godt kunde have taalt lidt Fællesskab med Kongen. De fleste Forfattere giver ham - i Overensstemmelse med Dansk Adelsaarbog - 3 Hustruer, Ossa Nielsdatter, Ingeborg Pallesdatter og en Datter af Drosten Hr. Offe Nielsen (Neb), og han skulde have været gift med dem - efter hinanden - i den anførte Rækkefølge. Ifølge gamle Beretninger var hans 1. Hustrus Forældre Niels Peck og Christine, men hele Grundlaget for Kendskabet til denne Hustru synes at vakle, naar det tages i Be-tragtning, at Ossa i en Stamtavle i, hvor hendes Nedstamning fra Skjalm Hvide opstilles, angives at være Moder til 2 Sønner Peder og Andreas Sticki, af hvilke den sidste skulde være identisk med Anders Stigsen til Tygestrup (Kongsdal). Som det senere vil blive nævnt, er Anders Stigsen ret givet Søn af Marsk Stig i Ægteskabet med Ingeborg Nielsdatter[fejl for Offesdatter, se anetavlen] (Neb), og iøvrigt var Peder og Andreas Sticki, der bl. a. nævnes 1326, uden Tvivl slet ikke Sønner af Marsk Stig, men 2 Adelsmænd med Efternavnet Stygge. Yderligere angives han at have haft til Ægte en Datter, "som ikkun levede stakket", af den norske Kong Haakon - den kongelige Hjælp til ham i Norge angives da ogsaa ydet "for forrige Svogerskabs Skyld" - samt Hr. Jacob Svendsens Datter, "som af Kong Erik Glipping blev voldtagen. Andetsteds kaldes Palle Litle for Marskens Svigerfader, og det siges, at det var ham, der myrdede Kong Erik efter Marskens Tilskyndelse, hvilket jo paa sin Vis stemmer meget godt med, at den ovenfor som Nr. 2 nævnte Hustru hed Ingeborg Pallesdatter. Endelig har vi ogsaa fra en Marsk Stig Vise, hvis Indhold er ganske uhistorisk, en Oplysning om, at Marskens Hustru hed Fru Mette-lil.
Een Ting synes dog i hvert Fald givet, nemlig at vor Marsk har været gift med en Datter af Stormanden Drost Offe eller Uffe Nielsen af Slægten Neb, om hun saa har heddet Ingeborg, er vel ikke sikkert men sandsynligt, i næsten alle Viserne kaldes den ombejlede Hustru ved dette Navn. Af et i 1314 mellem den senere Ridder Johan Offesen Neb og Kong Erik Menved indgaaet Forlig ses det, at førstnævnte, der var Søn af Drosten og havde vendt sig mod Kongen, var Svoger til Marsk Stig, og det synes ogsaa at fremgaa deraf, at dennes Enke endnu var i Live paa dette Tidspunkt. Og da vi aldrig har hørt noget om, at Marsken skulde have forskudt Dro-stens Datter eller begaaet Bigami, kan vi vist nogenlunde roligt gaa ud fra, at hun, som ogsaa Adelsaarbogen angiver, var Marskens sidste Hustru, saa at eventuelle andre Ægteskaber maa ligge forud for hans Giftermaal med hende. Ved at undersøge Forholdene lidt nærmere synes man at maatte komme til det Resultat, at denne forholdsvis sikre Forbindelse maa være indgaaet en Del Aar før Marskens Død, saaledes at der kun kan blive et ret begrænset Tidsrum for andre Ægteskaber, hvor-ved maaske - med mer eller mindre Tiltro - bør haves i Erindring, at Folkeviserne gentagne Gange omtaler ham i Forbindelse med Mordet som "unge Hr. Marstig". Vi kender 3 nogenlunde autentiske Børn af Marsken, Sønnerne Anders og Niels Stigsen, af hvilke sidstnævnte kun ses omtalt een Gang og derfor sandsynligvis er død ret ung, samt som tidligere anført en Datter, hvis Navn intetsteds er optegnet, men som narrede sin Trolovede ved at dø før 1290, og forinden hun blev 12 Aar. Der synes ikke at foreligge Grund til at tvivle om, at alle 3 Børn er født i Ægteskabet med Drostens Datter, med Hensyn til Anders fremgaar det af det ovennævnte Forlig og bestyrkes iøvrigt ved Navngivningen i hans Efterslægt, Navnet Niels passer udmærket til Drostens Patronymikon (Efternavn dannet af Faders Fornavn), og Datterens Alder stemmer ogsaa vel med en saadan Antagelse. Anders Stigsen træffer vi tidligst paa i et Dokument fra 1302, og han kunde selvfølgelig godt da være optraadt i meget ung Alder, men naar vi hermed sammenholder, at hans Søn Stig Andersen den yngre allerede betegnes som Ridder i 1324, samt de antagelige Fødselsaar for denne Stigs Sønner og Sønnesønner, synes det naturligst at gaa ud fra, at saavel Anders Stigsen som Søsteren er født i Tiden mellem 1270 og n nærmest før 1275.
Efter der de@PªIt anførte maa det derfor formentlig være berettiget at antage, at Marsk Stig blev gift med Hr. Offe Nielsens Datter i Tiden før 1275, og at et eventuelt Ægteskab med en Datter af Hr. Palle Litle maa ligge forud for dette Tidspunkt, saaledes at en kongelig Krænkelse af hende vilde blive hævnet særdeles sent ved et Drab i 1286. I det hele taget vilde Erik Glippings Opførsel overfor en af de omtalte Kvinder som Anledning til Marskens Deltagelse i Mordet eller i en Sammensværgelse kun være trolig, hvis den havde fundet Sted overfor Hr. Offe Nielsens Datter, men vilde hendes Fader i saa Fald ikke være blevet antaget for meddelagtig i Mordet, og vilde han da i 1288 være optraadt sammen med Hustrukrænkerens Enke, som han virkelig gjorde? Endvidere vilde Drostens Datter omkring 1286 nok have været Moder til mindst 3 Børn og ikke længere purung. Og vilde det endelig sømme sig for en Mand som Marsk Stig, hvis Erik Glipping virkelig havde forført hans Hustru, da at slaa sig sammen med en Del andre for at faa Krænkelsen hævnet, ja endog, hvis han efter den almindelige Anskuelse ikke var til Stede ved Mordet, slet ikke personlig have afstraffet ham?
Efter alt foreliggende synes det mere naturligt at have nogen Tiltro til den Udtalelse, som Ærkebiskop Jens Grand fremsatte under sin Proces med Erik Menved, at han godt kunde navn- give en aldeles troværdig Person, der havde fortalt ham af "hvilken elendig Aarsag (miseram causam) hiin Konge, der baade privat og offentligt havde ført et uskikkeligt Liv og i en umaadelig Grad forfulgt Kirken, var blevet myrdet" og snarere tænke sig Muligheden af, at Aarsagen var Kongens Opførsel overfor en anden Kvinde.
Der forefindes flere Efterretninger om Erik Glippings umoralske Forhold, i det Gheysmerske Compendium hedder det, at han krænkede adelige Fruer, og i Lübec­ker-Annalerne, at Utugtighed var Grund til, at han blev dræbt af sin Adel, uden at der noget af Stederne er nævnt Marsk Stigs Navn. Og vil vi saa endelig gaa paa Jagt efter denne anden Kvinde, der kan have været den muligvis ganske uskyldige Aarsag til hele Balladen, saa kan vi nok roligt forbigaa Grev Jakobs Hustru, som Kongen ifølge Hvitfeld skal have besovet, medens Manden var paa Krigstogt; men der er blandt mange Muligheder een Dame, som jeg - ganske vist uden sikkert Kendskab til, om hun i det hele taget har eksisteret - her vil tillade mig at drage frem, nemlig den til de for Mordet dømte hørende Arvid Bengtsons eventuelle Hustru. Denne Arvid Bengtson, der allerede i 1288 blev fanget og lagt paa Stejle, er jo den eneste af de Fredløse, der virkelig sigtedes for at have været til Stede ved Mordet, og det hedder netop om ham, at han "med sin egen Haand overvar det slemme Mord", hvori maa ligge en Sigtelse for at have deltaget aktivt deri, og han blev heller ikke taget i Beskyttelse af de norske Konger. Den danske Kongefamilie kan meget vel tænkes at have været utilbøjelig til at bringe Spørgs-maalet om Kongens lidet heldige Opførsel offentligt frem i Diskussionen om Mordet, men i god Overensstemmelse med Raadgivere, som tragtede efter mere Magt, foretrukket at benytte Drabet som Paaskud til at søge besværlige Stormænd slaaet ned. Ude blandt Folk har man stadig haft den rigtige Aarsag i Erindring, men da man mange Aar efter Begivenheden begynder at forfatte Folkeviserne, er det Marsk Stigs Navn, der i første Række træder frem, naar Talen er om de Fredløse og deres Optræden, han er derfor blevet Hovedpersonen i Viserne, og man har da i disse benyttet Navnet paa hans Hustru og paa Møllerup, som man vidste var hans Hovedsæde.
Vi har vel kun reelle Oplysninger om 3 Børn af Marsk Stigs Ægteskaber, og de maa som anført alle antages født i det sidste. Naar der i Viser tales om 2 Døtre, der forældreløse maatte drage rundt for at finde et fast Opholdssted, saa behøver vi ikke at lade os bevæge til større Medlidenhed med dem, de er ganske uhistoriske. Der er ikke Anledning til at tro, at han ved sin Død efterlod nogen ugift Datter, i saa Fald vilde det jo ikke have været nødvendigt for den tidligere omtalte Hr. Jens Esre at søge til Marskens Søsterdatter; det kunde selvfølgelig tænkes, at der var født nogen efter 1290, eller at de nærmest laa i Vuggen paa dette Tidspunkt, men denne Mulighed stemmer ikke godt med selve Viseordene om, at den første Bøn, den unge svenske Prinsesse Ingeborg ved sit Bryllup i 1296 med Erik Menved fremsatte overfor denne, gik ud paa, at han skulde give hende "alle de Fanger løs og Marsk Stigs Datter af Jerne", det er dog ikke videre sandsynligt, at man selv da satte smaa Pigebørn i Jern. Nej, vi har som sikker Datter kun Hr. Jens Esres Fæstemø, om hvem der vist ikke er kvædet nogen Vise, men som dog i sit korte Liv oplevede mere end andre i mange Aar. Allerede før hun blev 5 Aar, var hun lovet eller rettere sagt handlet bort, brugt som Middel til at opnaa Afslutning paa en bitter Slægtsfejde; ganske vist havde man i Overensstemmelse med den kanoniske Ret ladet hende "tiltræde" Trolovelsen efter det 7. Aar, men saa gik hun jo hen og døde, inden hun fyldte 12 Aar, til hvilket Tidspunkt hun iøvrigt vilde have haft en Mulighed for at faa Trolovelsen opløst.
Der foreligger en sagnagtig Beretning om, at Marsk Stig paa sit Dødsleje formanede sine Sønner til at holde ubrydeligt sammen - dog uden Resultat, idet de omgaaende blev uenige og skiltes; med mindre der har været ellers ukendte Sønner, har hans Børn antagelig højst været ca. 20 Aar ved hans Død.
__________





ÆgteskabBørn
- Ossa Nielsdatter Omk 1260 - Anders Stigsen Hvide
- Ingeborg Pallesdatter -
- N.N. Offedatter -

Stig Andersen Hvide
* Omk 1230
† 1293

-
-









-
-

-
-



-
-




-
-



-
-

- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -


- - -

- - -

Win-Family v.6.0Webmaster -------- Homepage01 Mar 2019