|
|
| Noter : Fra Billunds Lokalhistorie: http://www.billundkommune.dk/default.asp?infoId=1450605 Hvorfor hedder det Billund Af Peter Jessen Billund er en ny by, en opkomling. Dens beboere er tilflyttere. Kun ganske få har deres rødder i det gamle hedesogn. Men Billunds historie går tilbage til oldtiden og byens navn fortæller om et lille brunt insekt, der engang var en vigtig indtægtskilde for befolkningen. Mellem de to beskedne vandløb (Billund bæk og Sønderkær bæk) har der altid boet mennesker. I hvert fald siden yngre stenalder. Deres redskaber er fundet, vistnok især nord for bækken. Her er også bevaret en klynge af bronzealderfolkenes gravhøje. På Billunds jorder har der været et dusin gravhøje, den højeste koncentration i hele sognet. Jernalderens og vikingetidens landsby lå syd for Sønderkær, under Staghøjkvarteret. Her blotlagde arkæologer i 1980erne omrids af huse og udgravede en rig stormandsgrav. Desværre er der ikke meget mere at fortælle om det. De spændende fund og opmålinger er endnu ikke offentliggjort. På grund af ligegyldighed samler de støv i Esbjerg Museums kælder. Bebyggelsen under Staghøjkvarteret kan nemt være et tidligere Billund. Dengang var det skik at flytte gårdene inden for landsbyens opdyrkede jorder. Staghøj-området er netop Billunds gamle byjorder, og de gamle marknavne antyder ikke noget om, at her skulle have ligget en landsby med et andet navn. Billund - et gammelt navn Stednavnet Billund forekommer kun få steder i Danmark: ved Vojens, hvor det er vist nok er navnet på en bevoksning, ved Filskov, hvor der findes en Billund Høj, i Ringive sogn omtales i ældre tider Billundgård og Billund boel og sidst men ikke mindst er det navnet på den gamle hedelandsby i Grene Sogn. I følge Trap skulle vort Billund optræde første gang på skrift som »Byllundt« i et dokument fra 1454. Desværre er det ikke lykkedes at spore kilden. Derimod er der ingen tvivl om det tingsvidne, som blev nedskrevet den 16. november 1510, da 8 dannemænd var tilkaldt for at sætte markskæl mellem Silkeborg Mark, Hinnum, Krog og Ankelbo. Mændene afgrænser kronens jorder og beskriver en række landemærker i sognets vestlige og nordlige del. Det sidste skæl trækkes »i mellom Billund mark oc Bastelund mark oc sa sønder oc wester ther neden om kryngh Bastelund oc sa ræth sønder ther fra tiil thet korss, som stander i mellem Billund oc Anchelboe...« Tingsvidnet er ikke kun spændende, fordi Billund skrives som vi gør i dag. Det fortæller også, at vejen fra Billund over Ankelbo til Grene (nu Hejnsvigvej) er meget gammel og at der i den katolske tid stod et såkaldt vejkors. Den meget belæste Johannes Brus, der var sognets præst 1924-59, mente at korset markerede en processionsvej fra Billund til den oprindelige kirke i Grene. Vejen brugtes til de katolske optog. Kommunens folk vil med meters nøjagtighed kunne sige, hvor korset stod, nemlig i matrikelskællet mellem Billund og Ankelbo, ved den gamle landevej. Billund optræder også som navnet på en af landsbyens gårde, I 1590 omtales Engelsholm-godsejeren Erik Lange den yngres moder, Anna Gjordsen. Hun "lader bygge en gård der i egnen". Seks år senere, i 1596 nævnes Anne Gjordsdatter "til Byllund". Flere ting tyder på, at den fornemme dame har boet i landsbyen. Ingen aner, hvor mange gårde der var omkring år 1600, men Anna Gjordsens har nok ikke været den ringeste. Det kunne være den gård, der i 1640 i et mageskifte-dokument nævnes som »1 gaard, kaldet Billund, i Grein sogn«. Nu har der faktisk været en "Billundgård", matrikel nr. 7. Den blev før den store udskiftning flyttet øst for byen. Da travbanen blev anlagt, blev den nedrevet. Den kunne have været gården "Byllund", men det er rent gæt. Ved udskiftningen i 1780erne bestod Billund af 8 gårde. De lå samlet på et område nord for Billund Kro og syd for bækken, omtrent hvor landevejen i dag skærer bymidten. Ved udskiftningen blev kun tre gårde flyttet udenfor det trygge fællesskab: Billundgård, Billund Østergård og Billund Vestergård ("Møllegården"). Men ingen af de tre gårde flyttedes længere væk end at beboerne kunne løbe til krogården på fem minutter i træsko! Fem af de gamle Billund-gårde er nu væk: Enggård, Lindegård, Billundgård, Billund Østergård og Vestergård. Tilbage er tre: Krogården, Hjørnegård samt Hennegård ("Midtjysk Papindustri"). Den sidste ligger stadig på sin helt oprindelige plads Hedebrug og ulve Helt frem til århundredeskiftet drev landsbyens bønder det helt specielle hedelandbrug. Dyrkede agre havde man ikke mange af. Billunds marker lå syd for engen, ned mod Plougslund. Her voksede først og fremmest rug til brød. På engene græssede nogle få kreaturer og her høstede man hø til vinterfoder. Mod øst og mod nord (helt ned til engen) lå vidtstrakte heder. Hederne gav føde til store flokke af får, som vogtedes af drenge fra gårdene. Indtil 1813, hvor den sidste ulv blev skudt, var det en nødvendighed at passe godt på dyrene. Folkemindeforskeren Ewald Tang Kristensen fik fortalt om ulveplagen på Billund-egnen: »I Grene, hedder det, kunne ulvene om aftenen komme ned til åen og tude til det var grovt. I Billund havde de et føløg, der sloges med en ulv en hel nat. Det var så fortumlet om morgenen at sveden drap ned ad hende, men hun frelste dog føllet.« Stednavnet "Ulvbanke" nordøst for byen minder endnu om ulvens tilstedeværelse. Biavl Forholdene her var ideelle for biavl. Landsbyen var på alle sider omgivet af heder, enge og græsbevoksede kær og overdrev. Og alt tyder da også på, at den flittige brune bi har været en så vigtig indtægtskilde for bønderne, at den har givet landsbyen navn. Men ikke nok med det: flere gamle beretninger nævner direkte honningproduktionen her. Ufredstider 1600-tallet var et katastrofe-århundrede for Danmark. Krige, ufred og lovløshed forarmede landet. Store dele af Jylland blev lagt øde og Sverige erobrede Danmarks østlige dele. Lovløsheden ramte også Billund. Det fremgår af et dokument fra 1637 til det kongelige kancelli: Heri berettes, at »en mand ved navn Anders Mynter og hans konsorter, et løst pak, som har bedrevet adskillige skælmstykker, undertiden har deres tilhold hos Hans Krabbes bonde i Bilund ved navn "Jurgen N"., i adressatens len [Koldinghus]. Ernst Normand skal anvende den største flid på at bemægtige sig dem og snarest i en il lade foreskrevne Jørgens gård i Billund ransage overalt, og dersom der findes noget usædvanligt, påtale det ved retten. Dersom der gøres modstand enten med folk eller hunde, skal der anvendes magt og hundene skydes.« Bemærk, at bynavnet i et enkelt tilfælde er stavet med kun et 'l'. Polske slikmunde Den første gang, biavlen omtales, er i forbindelse med svenske-krigene i 1650erne. De var ødelæggende for egnen. Danmarks venner - brandenborgere og polakker, som skulle hjælpe mod svenskerne, var desværre ikke meget bedre end arvefjenden. Blandt de polske hjælpetropper, som kom hertil, var adelsmanden Jan Pasek. Hans regiment huserede blandt andet i området nord for Kolding, og noget tyder på, han har været i Billund eller Grene sogn, for han beskriver hedebønderne. Han fortæller blandt andet, hvordan de sov nøgne for ikke at få lus og lopper med sig i sengen. Polakkernes ser ud til at have haft en sød tand. Pasek fortæller om plyndringerne: »..Vi fik en stor mængde honning; thi rundt omkring på markerne fandtes udstrakt bihold, og alle vegne stod bierne i halmkasser, derimod ikke i bistader.« Han skriver ikke præcist hvor plyndringerne finder sted. Men vi ved tilfældigvis fra en beretning fra 1660, at polakkernes hang til søde sager gik hårdt ud over Grene sogn: Først opremser beretningen alle de indledende plager med først svenskerne. Dernæst kom de kejserlige hjælpetropper, siden branderborgere og »...derefter kom polakkerne. De borttog her af sognet 41 nød, stude og kør og ødte og fordærvede alle de bier, som fandtes nogensteds der udi sognet.« (Den gamle indberetning fra 1660 har den gruvækkende titel: »En rigtig aftegnelse over Grene Sogn, hvad de har udgivet til skat og hvad der er røvet fra dem og plyndret fra dem af svenskens folk, kejserlige, brandenborgere, polakker og hvad de en hver særdeles har givet til skat og det rigtig opskrevet af 4 danemænd, som har været der udi sognet desmidlertid.«) Heden og bien på retur Biavlen holdt sig så længe som landsbyen var omgivet af hede. I skifter omtales nu og da de stokke, som bikuberne stod på. Selv i slutningen af forrige århundrede, da hedeopdyrkningen var i fuld gang, holdt Billundfolkene traditionen i hævd. Pastor Otto Sommer fortæller om sin rejse fra Vejle til Grindsted omkring 1892: » ... Vi kommer til Billund gamle by. Der ligger seks velholdte gårde, beboede af velhavende bønder. Foran husene ligger haver med mange bistader«. Og på det ældst kendte fotografi af Billund by (fra 1894) kan man foran den nyåbnede Brugsforening se nogle mærkelige kasser, der i storforstørrelse afslører sig som bistader. Nu er det dog ikke mere de gamle halmkuber, men moderne træstader. Også den indfødte brune bi fortrænges nu af den importerede italienske bi. Kun på Læsø findes den brune bi endnu. De sidste hedestykker, som nåede helt ind til Billund by, blev opdyrket før 1930 og med dem svandt biavlen ind til ingenting. Men når man tænker på bynavnet og den betydning, honningavlen har haft for egnen gennem århundreder, er det svært at forstå, at den flittige brune honningsamler ikke er fløjet direkte ind i byvåbnet. |
| Ægteskab | Børn |
| ? | 1711 - Gregers Sørensen |
|
|
|
|
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 24 Mar 2023 |