Noter :
Project Runeberg :
Den danske Literaturs Historie fra dens Begyndelse til vore Dage (1881) Author: Fr. Winkel Horn - Tema: Danish Literature
Anders Sørensen VedeI blev født 1542 i Vejle (Vedel), hvor hans Fader var Kjøbmand.
Femten Aar gammel kom han til Ribe, hvor han kom i Huset hos Skolens tidligere Rektor, den under Reformationstiden omtalte dygtige Skolemand Jens Pedersen Grundit, som nu var Præst ved Domkirken, men endnu vedligeholdt en Slags Opdragelsesanstalt, fra hvilken der udgik mange udmærkede unge Mænd. Denne, hvem Vedel sluttede sig til med inderlig Kjærlighed, der fik et smukt Udtryk i den Levnedsskildring han gav af ham og Skolens daværende Rektor.
Salmedigteren Hans Thomæsen, fik afgjørende Indflydelse paa hele Vedels Aandsretning, og navnlig blev hans historiske Sans i den Grad næret og udviklet i Grundits Hus, at han, endnu inden han var atten Aar gammel, bl a. havde skrevet en kort Udsigt over Fædrelandets Historie.
Nitten Aar gammel kom Vedel til Universitetet, men allerede Aaret efter drog han uden Lands som Hovmester for Tyge Brahe.
1568 blev han Hofpræst hos Frederik den anden, hvilket bragte ham i Forhold til mange af Landets ædleste og bedste Mænd, hvem det laa stærkt paa Sinde at faa Fædrelandets Historie ordentlig og udførlig behandlet, og som nu blev opmærksomme paa hans Dygtighed og udprægede historiske Interesser og ivrig opfordrede ham til at følge dem. Kantsleren Johan Friis gjorde, hvad han kunde for at faa Vedel til at tage det Kald op, som hans Lyst og Evner saa bestemt henviste ham til, i det han gav ham Kristjern Pedersens Oversættelse og opfordrede ham til at forbedre den eller oversætte Saxos Værk paa ny. Vedel turde imidlertid ikke vove sig til nogen af Delene, men da Peder Oxe kort efter Kantslerens Død atter opfordrede ham dertil, gik han endelig ind paa at paatage sig Arbejdet.
1573 fik han et Kanonikat i Ribe, og fra nu af var det afgjort, at han skulde vie sit Liv til at arbejde paa ,,at vi saa vel som andre Nationer kunde have en ordentlig Historie og Krønike."
1575 udkom Oversættelsen af Saxo. Det var første Gang, at dette ypperlige og i saa mange Henseender befrugtende Værk blev tilgængeligt uden for de lærde Kredse. Vedels Oversættelse kan ikke prises for stærkt; den indtager ved sit sammenlignelsesvis overordentlig rene og ædle Sprog en fremragende Plads i Datidens Literatur og vil til alle Tider staa som et af vore mærkeligste og betydeligste Sprogmindesmærker.
Det laa for den Tids Forestillinger nær, at den, der oversatte Saxo, ogsaa burde fortsætte hans Værk. Kristjern Pedersen, Saxos første Oversætter, havde syslet med Arbejder i denne Retning, og det var ogsaa Vedels højtstaaende Velynderes Mening, at denne havde en Forpligtelse til at gaa videre paa den saa heldig betraadte Vej. Man sørgede for hans Stilling i ydre Henseende saaledes, at han helt og holdent kunde hengive sig til dette Arbejde.
Han bosatte sig nu i Ribe, hvor han boede til sin Død, og gav sig ivrig i Færd med at gjøre Forarbejder til det store Værk, man havde overtalt ham til at paatage sig. Han var sig Arbejdets Betydning fuldt bevidst og havde ogsaa en levende Følelse af dets Vanskelighed, da han skred til Værket, hvilket kommer klart til Syne i det lille Skrift ,,Om den danske Historie at beskrive", i hvilket han udviklede sin Plan, men hans Mod og Haab om at kunne udrette noget godt og gavnligt derved voxede, jo længere han naaede dermed, om det end blev ham klart, at hans utaalmodige Velynderes og hans egne sangvinske Forhaabninger om, at det maatte kunne gjøres paa nogle faa Aar, beroede paa en Misforstaaelse. Der manglede saa godt som alle Forarbejder, og det kostede stor Møje at samle det nødvendigste Materiale, i hvilket øjemed han gjorde flere vidtløftige Rejser rundt om i Landet, og da han endelig var naaet saa vidt, at han kunde begynde paa Udarbejdelsen, tog man Arbejdet fra ham.
Vedel var ikke længere i Gunst ved Hove. Frederik den anden, der havde interesseret sig levende for hans Arbejde og selv havde opfordret ham dertil, var ikke mere, og de fleste af hans adelige Velyndere vare ogsaa døde. Nogle uforsigtige Udtryk om Frederik den anden i den Ligtale, han holdt over ham, har utvivlsomt gjort Kristian den fjerde uvillig stemt imod ham, og i den Kreds, der omgav den unge Konge, var man vel opsat paa at faa Danmarks Historie skreven, men dels var man som Følge deraf misfornøjet med, at det trak saa længe ud med Vedel, og dels vilde man have det gjort paa en anden Maade, end han havde i Sinde. Man var nemlig kommen i Tanke om, at saadan en Bog jo egentlig slet ingen Nytte var til, naar den var skreven paa Dansk og altsaa utilgængelig for fremmede lærde. Kort sagt, Vedel var falden i Unaade, og man havde en anden Mand, som man ønskede Arbejdet overdraget til.
Det var Professoren i Græsk Niels Pedersen Krag, som under en Sendefærd til Skotland var kommen i stor Gunst hos Kong Jakob den sjette og hans lærde Mænd, og hvem en af disse under sit Ophold her havde henledet Opmærksomheden paa som en Mand, der var særlig skikket til at skrive sit Lands Historie. 1594 blev han udnævnt til kongelig Historiograf og fik det Hverv at skrive Danmarks Historie. Vedels Forestillinger vare forgjæves, saa meget mere, som han netop nu mistede sin sidste tals-mand, Kantsleren Niels Kaas. Aaret efter fik han Befaling til at overgive ikke blot alt, hvad han havde samlet af Materiale til sit Værk, men ogsaa alt, hvad han havde udarbejdet deraf.
Hvor meget eller hvor lidt Vedel vilde have formaaet at udrette, er det naturligvis umuligt at have nogen begrundet Mening om; kun saa meget kan siges med Vished, at til at føre det Kæmpeværk igjennem, som han havde sat sig for; vilde hans Kræfter ikke have strakt til, medens der paa den anden Side er al Rimelighed for, at han med de omfattende Forarbejder, han havde gjort, og opfyldt af Iver for Sagen, som han var, i alt Fald vilde have givet Brudstykker af en Danmarks Historie, som i og for sig vilde være blevne af Betydning for vor Literatur, om end utvivlsomt langt mere i folkelig end i videnskabelig Henseende. Nu blev hans Livs Gjerning brat afbrudt. Hans Samlinger bleve overgivne til Niels Krag, og da man samtidig tog største Delen af hans Indtægter fra ham, afskar man ham ogsaa fra paa egen Haand at begynde forfra med Udsigt til nogen Fremgang, selv om han efter dette Stød havde haft aandelig Kraft dertil. Udbyttet af hans Arbejde paa dette Omraade blev nu kun ringe; det indskrænkede sig til den før nævnte lille Afhandling ,,Om den danske Historte at beskrive" *) og nogle faa Levninger af, hvad der var udarbejdet, bevarede i Haandskrift **). Han syslede lige til sin Død (1616) med historiske Arbejder, men udgav intet efter det haarde Slag, man havde tilføjet ham.
De Forventninger, man havde gjort sig om, hvad Krag skulde udrette, blev selvfølgelig skuffede.Man haabede og ventede at denne vilde faa sit Arbejde, der skulde gaa fra Kong Frodes ned til hans egne Dage, færdigt paa sex Aar. Han forsømte sit Embede som Professor ved Universitetet for sin Historieskrivnings Skyld, blev omsider Forstander for Sorø Akademi for at faa Ro til udelt at hellige sig til den, men havde, som rimeligt var, ikke faaet stort mere end godt begyndt, da han døde 16o2. Han havde da ikke faaet udarbejdet mere end de første sytten Aar af Kristian den tredjes Historie. Ved hans Død adsplittedes Vedels Samlinger.
*a) Oratio de vita et obitu Joh. Petri Grundith. 1567.
*) Udgivet af Nyerup 1787.
**) Et Stykke, ,,Kong Svend Haraldssøn Tiuveskæg" blev udgivet 1705 tillige med Vedels udførlige Fortale til Krøniken.
|