|
Pegasus Broen
De næste dage var afsat til at studere D dags
strandene, og første stop var Pegasus Broen, der fører over Caen
kanalen og den nærliggende bro over Orne floden. Disse broer havde
stor strategisk betydning for de allierede styrker i deres planer om
at nå til Berlin, og de måtte derfor reddes for enhver pris.
Aktionen, der startede lige efter midnat d. 6 juni 1944, blev udført
med stor præcision ved hjælp af faldskærmstropper fra 6. Airborne
Division og en række lydløse Horne svæveplaner. Broerne blev
indtaget uden at lide større skade, men der var store tab af
mandskab, både ved kamphandlingerne og ved landing af svæveplaner.
Senere på dagen fik man støtte fra landgangen ved den nærliggende
Sword Beach. På stedet er den gamle bro udstillet i forbindelse
Pegasus Memorial, og man kan også se en model af de svæveplaner der
blev brugt. I museet er der foredrag og videoer om episoden på flere
sprog, samt udstillet en række effekter og en masse autentiske
fotos. Vi fortsatte langs kysten og ville gerne have gjort ophold i
en af de små byer, men det viste sig stort set umuligt at parkere
autocampere, idet antallet af P-pladser, der er store nok, ikke står
mål med antallet autocampere i området. Vi fortsatte til
Courseulles-sur-Mer, hvor der i udkanten af byen ligger en
campingplads helt ud til stranden med de fine navn Canadien Skottish
Camp. Efter frokost var der tid til afslapning og en gåtur langs
Juno Beach, hvor canadierne gik i land på D-dagen, men mere herom
senere.
|