|
Juno Beach og Courseulles-sur-Mer
Strandene ved Courseulles-sur-Mer, hvor de
Canadiske tropper blev landsat på D-dagen 6. juni 1944 bar
kodenavnet Juno Beach, og på stedet er der opført et stilfuldt
museum. Man bliver venligt modtaget af nogle unge canadiere, som
informerer om mulighederne for at se stedet. Vi valgte at se alt det
indvendige, og rundgangen starter i en virtuel landgangsbåd. Videre
går det gennem forskellige rum med temaer om Canadas rolle i 2.
verdenskrig og Canada i dag. Der er selvfølgelig en masse effekter,
og videoskærme der fortæller i billede og lyd om invasionen og
Canadas historie. Fra Juno Beach center er der let adgang til
havnemiljøet, hvor vi dumpede lige ind på markedspladsen. Her kunne
man købe alt godt fra havet og haven, samt ost, pølse og vin, og der
var selvfølgelig også mulighed for at smage og købe egnens
specialitet Calvados.
Havnen
i byen har ingen sluse, så på grund af den store tidevandsforskel,
kan man kun sejle der ved højvande (Plain). Ved lavvande (Basse)
står skibene solidt placeret på bunden af havnen.
På Juno Beach er der også
rejst et mindesmærke for General De Gaulle, der kom tilbage til
Frankrig den14. juni 1944 på netop denne strand, for at mødes med
selveste Feltmarchal Montgomery.
|