Med Signe og Viktor til Skt. Petersborg - Murmansk - Nordkapp 2009

 Del 1 Randers - Skt. Petersborg              Del 2 Skt. Petersborg - Murmansk            Del 3 Murmansk - Randers           Hovedsiden

 

 

Her følger vores beretning om en spændende tur fra Randers over Sverige og Finland til Skt. Petersborg og videre gennem Karelen over Kola Halvøen til Murmansk og via Nordkapp tilbage til Randers. Vi er ikke rejsejournalister, fotografer eller web designere, så man må tage beretningen som den er. God fornøjelse med læsningen. Med venlig hilsen Signe og Viktor, Jonna og John.

Evt kommentarer kan sendes på mail john@ahrenkiels.dk

 

  Indledningen

Vores Autocamper Signe, en Chausson Allegro 96 fra 2008

Nytårsdag 2009 var min kone Jonna på arbejde, og i stedet for at sidde og se skihop, surfede jeg lidt på nettet, og lidt tilfældigt havnede jeg på campingferie.dk, hvor jeg fandt interesse for deres rejse til Rusland i eget vogntog, som netop var offentliggjort. Vi har ofte talt om tage til den russiske del af Karelen, men de mange myter, der knytter sig til at campere i Rusland på egen hånd, har holdt os tilbage. Nu var muligheden der pludselig, og da turen var under ledelse af de kendte campingfolk Peer Neslein og Mads Nielsen, kunne det vel ikke gå helt galt. Vi har aldrig holdt ferie med andre end den nærmeste familie, og heller aldrig deltaget i campingtræf af nogen art, men der var lagt op til en fri form for samvær, idet vi ikke skulle være medlem af nogen organisation. Der var også planlagt en del guidede ture, så efter nogen overvejelse bestemte vi os for at melde os til turen. Vi deltog i et par møder med de øvrige deltagere, og begyndte at forberede os så godt vi kunne. Signe blev forsynet med 3M vandfilter for at sikre rent vand, og hun fik også et par Solpaneler på taget, for at sikre strøm til batterierne. Venner og bekendte var meget bekymrede for rejsen, vi hørte kommentarer som: I får en bøde hver dag, og i bliver overfaldet og frarøvet alle ejendele og så videre.

 

 

Vore vagthund Viktor, der bor fast i Signe

Når rejsen går til Rusland, kræver det mange forberedelser ikke mindst papirarbejdet, som vi kan anbefale at man starter med i god tid.

Man skal søge om visum ved den russiske ambassade, ved at udfylde en formular og vedlægge sit pas der skal have minimum 3 måneders gyldighed efter indrejse, et par fotos, kopi af rejseforsikring og 400.- DKR

Dem der har i sinde at køre bil skal have et internationalt førerbevis der udstedes af borgerservice. Det koster 25.- DKR og et foto.

Man skal endvidere huske originale registreringsattester på såvel bil som campingvogn, og selvfølgelig gyldigt grønt kort, hvor Rusland er nævnt, samt det røde SOS kort.

Overraskende for mange kan man bruge sit Visa kort til at hæve penge, da der er masser af hæveautomater i de større byer. Ved at benytte disse sikrer man sig bedst mod falske penge.

Det er også en god ide at anskaffe landkort med både latinske og kyrilliske bogstaver, da navigatorerne kun virker få steder.

 

            

 

 

Dag 1 Randers Grenå-Varberg

Skiltet der fortæller at køretøjet må blive på færgen til kl. 6:00

Vi havde aftalt at mødes med en del af de øvrige vogntog i Stockholm søndag d. 12 juli  kl. 5:30 ved Silja Lines terminal. Vi valgte derfor at starte fra Randers fredag d. 10 juli om aftenen, for at tage natfærgen til Varberg i Sverige. Færgen kom i land kl. 4:15 lørdag, men ved at forsyne sit køretøj med skiltet "sovebil" kunne vi benytte færgens kahyt til kl. 6:00. Dette valgte vi, for at være friske til turen tværs over Sverige.
 

      

 

 

Dag 2 Varberg - Stockholm

P-pladsen ved Viking Terminalen

Vi kørte i land i Sverige i gråvejr, og inden vi nåede ret langt styrtede regnen ned, og det fortsatte til vi var næsten i Stockholm, så det blev kun til kørsel. I Stockholm var der til gengæld strålende og sol og dejlig varmt, så vi havde udset os Autocamperpladsen ved centrum som overnatningssted. Det viste sig at pladsen var mere end overfyldt, så vi kørte videre og helt tilfældig fandt vi en næsten tom P-plads ved Viking terminalen, som ligger i gå afstand fra centrum. Pladsen var indhegnet og gebyret 50 SKR, så vi valgte at overnatte der. Der var tre øvrige Autocampere, der dog ikke hørte til vort selskab, men det giver lidt tryghed når vi er flere i samme båd. Vi gik en tur langs vandet til knudepunktet "Slussen", og via en masse trapper kom vi op til "Södra Teatern" hvor nød en Budweiser med udsigt over mod Djurgården med Skansen og "Gröna Lund". Turen tilbage gik vi oppe på klippeafsatsen og kom gennem den gamle historiske gade "Fjelgatan", som dog denne dag var spærret for alt kørende trafik, og der myldrede med "Poliser" og asiatiske boyguards. Jonna fik opklaret at det var fordi Sydkoreas Præsident besøgte et hus i gaden. Det forklarede også tilstedeværelsen af 2 flotte Volvo limousiner.

Flere fotos fra Stockholm her: serie 1 

Tryk evt. f11 og se fotos i "fuld skærm"

Tilbage med pil i browser (gælder alle billedserier)

 

 

                            

 

 

Dag 3 Stockholm - Turku (Åbo) i Finland

Kæmpefærgen "Silja Europa" som vi sejlede med

Søndag morgen op kl. 4:30, og efter et herligt morgenbad i Signe og en gang morgenkaffe kørte vi forventningsfulde til Silja terminalen, hvor vi fandt Mads fra Campingferie.dk sammen med en del af de andre deltagere. Vi fik udleveret navneskilte og færgebilletter, og kort tid efter kørte vi ombord på den imponerende færge "Silja Europa". Under sejlturen hilste vi på flere af vore medcampister og der blev også tid til en lur og et bad i kahytten, som var med i billetprisen. Inden afgangen hjemmefra kunne vi vælge mellem tre muligheder med færgen . 1) Dagtur søndag        2) Nattur søndag/mandag. 3) selv finde en afgang. Vi valgte dagturen på grund af den imponerende flotte tur gennem skærgården, der skal opleves for at kunne forstås, og vi var heldige med et rigtigt flot vejr. Om aftenen tøffede vi stille og roligt ind i havnen i Turku, og efter en kort køretur ankom vi til campingladsen i Ruusalo. Der var straks dømt aftenhygge med nogle af de andre campister, idet vi kunne sidde ude i små grupper og nyde den flotte men lidt kølige aften. Luften summede af spænding for den forestående tur, og Jonna og jeg sluttede aftenen med en lille gåtur til den nærliggende strand.

Flere fotos fra dag 3 her: serie 2

   

 

 Dag 4 Turku - Vaalimaa, Finland

Bryllupsdagen fejres

Mandag d. 13 juli fejrede vi 36 års bryllupsdag, og det foregik såmænd på Vaalima Camping i Finland, som vi nående efter en dag med regn mellem bygerne. Sidst på eftermiddagen klarede det dog op, så vi kunne holde bryllupsdag få meter fra søbredden. Som dagen skred frem kom der flere og flere deltagere til Ruslands turen, og til aften var vi fuldtallige med 19 vogntog, heraf 5 autocampere. Efter aftensmaden var der møde for alle deltagere, hvor vi skulle udfylde endnu flere blanketter. Denne gang var det registrering af personer og rejsegods inkl. køretøjer, og der var mødt en repræsentant op fra around.ru som skulle guide os gennem grænsepassagen. Vi blev også udstyret med numre til vogntogene og opdelt i 4 grupper Alfa, Bravo, Charlie, Delta. Vi fik tildelt nr. 11 og var således førerhund i Charliegruppen. Grupperne var opdelt efter om man havde walkie talkie, ligesom der var taget hensyn til familier der ville følges ad. Meningen var nu at vi skulle holde sammen gruppevis, og de enkelte grupper kunne så kommunikere via walkie. Nu var alt klart til at indtage Rusland, og tilbage stod kun få kilometer til dagen efter.

Flere fotos fra dag 4 her: serie 3

 

 

               

 

 

Dag 5 Vaalimaa - Skt. Petersborg

Den russiske registreringsattest

Endelig var dagen vi havde ventet på, og måske frygtet lidt kommet, nemlig tirsdag d. 14 juli, hvor vi skulle krydse grænsen til Rusland. Vi startede fra campingpladsen i nummer orden, og i løbet af få minutter var vi ved grænsen. Første stop i den Finske afdeling bestod bare i paskontrol og var hurtigt overstået. Næste kontrol var en russisk forpost, og også her skulle vi bare vise pas. Det 3. stop blev dog mere langvarig, idet det var køen til ventebåsene længere fremme, og her herskede der mildest talt kaos. Russiske og finske biler masede sig frem til højre og venstre for at komme ind i den efterhånden anseelige kø. Efter lang tids venten fik vi lov at køre hen til ventepladsen før selve toldområdet. Vi brugte den lange ventetid til at lære hinanden at kende, idet vi frit kunne bevæge os mellem vognene, og der var jo nok at tale om. Der var også rigelig tid til kaffebrygning og lidt at spise, og endelig blev det vores tur til at komme i "tolden". Første kontrol var bare et pas og visum check, og et par stempler, men næste afdeling bestod i registrering af køretøjer. Der var selvfølgelig lang kø ved lugen, og russerne forsøgte bestandigt, at mase sin ind mellem os turister, men det lykkedes os med godt sammenhold og gode albuer at nå frem til lugen. Nu skulle der udfærdiges en russisk registreringsattest og det tog sin tid, da det hele skulle tastes ind med kyrillisk alfabet. Laaangt om længe var papirerne færdige, og der manglende kun toldkontrol af køretøjet, og efter en lang ventetid, kom der en venlig tolder, og med et kig ind af vinduet blev vi vinket videre til sidste kontrol, hvor vi aflevere en blanket. På den russiske side ventede vi alle til hele selskabet efter 6½ time havde passeret grænsen. Vi var begunstiget af et flot vejr, og vi brugte den lange ventetid til lidt ryste sammen, så det var ikke så slemt som man skulle tro.

Vi kom til Hotel Olgino Camping i Skt. Petersborg i god ro og orden, selv om trafikken ind imellem var tæt, og til tider kaotisk. Det lykkedes fint at holde sammen på kortegen, og vejene var ikke så dårlige endda. Campingplads er vel så meget sagt, og vi valgte alle at parkere på pladsen udenfor, hvor der til gengæld var rigelig plads. Trætte efter en lang dag spiste vi en god russisk menu i hotellets restaurant, og sluttede med happy hour på pladsen.

Fotos fra Vaalima - Skt Petersborg her: serie 4

Fotos fra Olgino Camping her: serie 5

 

 

 

 

Dag 6 Skt. Petersborg

Vinterpaladset set inde fra pladsen

Onsdag den 15. juli blev vi afhentet i bus, og med dansktalende guide kørte vi mod Skt. Petersborg og på vejen fik vi et længere historisk gennemgang fra byens grundlæggelse af Peter den Store i 17 hundrede tallet og frem til nutiden. Vi passerede et væld af kirker og paladser, de fleste pænt istandsatte efter krigen og kommunismen. Første stop var ved krydseren Aurora, som havde andel i oktober revolutionen, og hvor vi mødte de første souvenirboder med alskens ragelse fra militære ting til dukker af enhver art. Næste stop var på øen med Peter og Paul fæstningen og den imponerende katedral med Dronning Dagmars sarkofag. Der blev også tid til en rundgang forbi statuen af Peter Den Store og ud af dødens port, men heldigvis fik vi lov at vende tilbage i modsætning til straffefanger der ikke fik chancen. Inden frokost nåede vi lige, at besøge en større souvenir butik med et righoldigt udvalg af typiske russiske produkter af fin kvalitet. Frokosten der bestod af salat, rødbedesuppe, bøf stroganoff og is blev indtaget i et hæsblæsende tempo, og vi skulle senere erfare at det er almindeligt på de kanter. Efter frokost besøgte vi Vinterpaladset, der er så overdådigt at det er ubeskriveligt. Det sås også på besøgstallet, der var kø og propfyldt overalt. Hjemturen huskes bedst på grund af bussens tilstand, air con anlægget brød sammen og varmeapparatet gik på fuld styrke, og der var vel at mærke tæt på 30 grader udenfor, og dagen sluttede da også med regn og torden kl. 23.  

Fotos fra Skt. Petersborg her: serie 6

 

 

 

Dag 7 Skt. Petersborg

Bussen var den samme som i går, måske a/c virker idag?

Der var igen torsdag arrangeret bytur til Skt. Petersborg. Vi ventede spændt på bussen, og kunne straks genkende "bageovnen" fra onsdag. Der var dog kommet en smule liv i a/c anlægget, så det var til at holde ud. Hovedattraktionen var blodskirken, som såvel ude som inde er imponerende. Hele kirken, som er bygget på stedet hvor Zar  Alexander II blev myrdet, er indvendig smukt dekoreret med mosaikker. Inde i kirken ser man også de blodstænkte brosten hvor zaren blev myrdet. Uden for kirken er der som så mange andre steder, fyldt med souvenirboder hvor alt faldbydes, og selv om det meste er noget ragelse, tiltrækker de mange mennesker. Efter den sædvanlige hæsblæsende frokost var der planlagt gåtur på hovedgaden Nevskij Prospect, men på grund af forsinkelser måtte det aflyses, og i stedet blev det til en kort fotopause ved Isaac Katedralen. Der var dog nogen der blev i byen, og kom hjem på egen hånd, men vi valgte at køre med bussen, som gjorde holdt ved et supermarked. Her kunne vi købe alt, og forretningen var rigtig flot og vi fik købt mad ind til et par dage. Efter endnu en varm dag sluttede aftenen med en kraftig regnbyge.

Det er dog umuligt at se Skt. Petersborg på 2 dage, men vi fik indtryk af en by, der ligner enhver anden storby i Vesteuropa i mange henseender, med prægtige paladser, imponerende kirker, trafikpropper og slum i forstæderne.

Fotos fra Skt. Petersborg her: serie 7

 

Del 1 Randers - Skt. Petersborg              Del 2 Skt. Petersborg - Murmansk            Del 3 Murmansk - Randers           Hovedsiden