Kapitel 13

Myggeland

 

Dagen startede med et lynbad i søen, her var masser af myg. Jeg lagde mærke til en finne der også tog sig et morgenbad, han var fuldstændig upåvirket af myggene, de sad tæt på ham uden det rørte ham det mindste.

Atter en regnvejrsdag truede, og det blev ikke ved truslen. Det blev en hård dag, hele vejen op mod den norske grænse steg det jævnt, og i Norge gik det bakke op bakke ned, kun krydret af regn og modvind. Når jeg alligevel kørte 150 km, skyldtes det myggene, de var en konstant plage. Når man stoppede var man i løbet 5 sekunder fuldstændig oversået af det skidt. Bare hastigheden var over 6 km/t opgav de, så derfor holdt jeg "frokostpause" mens jeg cyklede. Det må have været et syn for guder, at se mig løbe gennem skoven med vandladeren fremme, i håbet om at slippe af med overskudslageret af væske, uden den ædle del blev stukket. Det lykkedes faktisk, og det var samtidig turens længste løbetur.

Naturen var på engang barsk, men også storslået på sin egen måde. Vegetationen er lav og de buske og træer, der forsøger at gro i den korte men hektiske sommer, er noget forkrøblede. Jeg anede også sneklædte fjeldtoppe i det fjerne, vel at mærke fjelde der kun er 600 m høje. Nu og da kom der en bil, enten en turistbus eller en tysk autocamper. Når de gjorde holdt, så det ud som om de gjorde gymnastik, de fægtede med arme og ben og i en fart var de afsted igen. Jeg fornemmede ligesom jeg blev aflastet lidt, når myggene fik serveret hele busser med mad. Jeg kaldte denne ødemark for "myggeland".

I silende regn ankom jeg til Kautokeino, som er hovedbyen i Norges største kommune, hvis man måler arealet. Den er på størrelse med Fyns amt, men der bor kun nogle få tusind samer, hovedparten i og omkring byen.

Jeg overnattede på byens campingplads, her var flere kunder til myggene. Jeg opdagede mens jeg var i Kautokeino, at myggene var mindre aggressive, jeg bildte mig ind, at jeg var blevet modstandsdygtig overfor dem. Lokalbefolkningen tog dog heller ikke notits af plageånderne. Der var måske håb om et lidt bedre forhold til myggene.

 

 

FORRIGE SIDE       NÆSTE SIDE               INDLEDNING        AHRENKIELS.DK