Honfleur

Vi bad vores GPS Nanna om at finde nærmeste vej til vort næste mål, og det bragte os ad nogle små veje gennem en række småbyer, med både flotte gamle huse og de typiske franske stenhuse, der ikke har set maling siden opførelsen for mere end 100 år siden. På sydsiden af Seinens udløb i den Engelske Kanal ligger den gamle handelsby Honfleur. Havnen ligger godt beskyttet bag en sluse, så den ikke løber tør, når det kraftige tidevand trækker sig tilbage. Tidligere var byen en vigtig handelsby, men denne status er for længst overtaget af den store genbo på nordsiden Le Havre. Nu om dage bruges havnen af lystsejlere og en håndfuld fiskere. Havneområdet med de gamle smalle huse, som i dag fungerer som restauranter, er meget populære blandt turister, og der hersker stor aktivitet. Området kan nås til fods fra den nærliggende Stellplads med op til 150 autocampere. Pladsen har vand, strøm og tømmefaciliteter, men er på grund af sin størrelse ikke den bedste vi har set. Fortsætter man forbi havnen er der et stort parkanlæg og en lang promenade, der fører helt ud til hjørnet hvor Seinen har sit udløb. Vi tog cyklerne derud og gik en lang tur på stranden, mens vi så de mange skibe der sejlede op og ned af Seinen.

 

 

Den gamle byport med smukke blomster

 

De gamle pakhuse fra storhedstiden er i dag indrettede som restauranter

 

Fint Normannisk bindingsværk, og som alle steder masser af blomster

 

Man kan ikke sige at bilerne pynter i bybilledet, men de er jo nødvendige

 

Der er altid vand i havnen, takket være sluseanlægget, der regulerer den store tidevandsforskel

 

Autocamperpladsen er forholdsvis kedelig, men udmærket for en enkelt overnatning, da den ligger meget bynær

 

Skibet her udnytter tidevandet, som her er stigende og hjælper det opad Seinen mod Paris. I baggrunden Le Havre

 

Der er et stykke tid til højvande. I baggrunden Pont du Normandie, som er en imponerende bro over Seinen

 
Oversigt denne tur         Næste        Forrige          Hovedsiden          ahrenkiels.dk