Strandene

En stor del at vestkysten i Baltikum, består af fine hvide sandstrande, hvoraf de mest kendte er Det Kuriske Næs ved Klaipeda og Jurmala ved Riga i Letland. Vi besluttede at holde store badedag ved byen Palanga i det nordlige Litauen, men på grund af de høje temperaturer på omkring 30 grader var byen ufremkommelig, idet mange andre havde fået samme ide. Vi fortsatte derfor nordpå og fandt campingpladsen Verbelnieki som ligger helt ude ved kysten, kun adskilt af en klitrække og nogle træer. Campingpladsen er fin bortset fra de sanitære installationer, som stort set manglede, men der var ikke særlig mange gæster, og på den lækre strand var der til at være. Vi fik et forfriskende bad i havet, og efterfølgende solbad på stranden. Tilbage på pladsen kunne vi konstatere, at der var en håndfuld autocampere og 1 campingvogn, som alle var udenlandske, mens de lokale bor i det vi danske kalder festivaltelte. Vi afsluttede dagen med en fadbamse på pladsens fine terrasse, og vågnede op næste morgen 5:30 til bulder og brag med kraftig regn, som følge af flere dages hedebølge.

 

Stedet her ligger lidt afsides, men er en rolig og hyggelig plads lige ud til en perfekt strand

 

Rigtig fin plads med grillhus og terrasse ved vandløbet

 

Receptionen var samtidig en lille kro af en art, så man skulle over åen efter godt øl!!!

 

Der er rigtig flot og hyggeligt på pladsen

 

Servicebygningen eller måske snarere skuret kunne måske godt tåle en opgradering

 

Solnedgang på godt besøgt strand, hvor der stadigvæk bades kl. 22:17

 
Forside denne tur næste side denne tur hovedside med "Signe og Viktor" ahrenkiels.dk