Saaremaa

Næste mål var øen Saaremaa, som er på størrelse med Fyn og ligger ud for Estlands vestkyst. Der sejler færger hele tiden og turen tager 30 minutter. Vi havde udset os Piibelehe Caravan i Kuressaare som base, og det viste sig at være en lille bitte plads til måske 10 enheder. Den er faktisk indrettet i haven hos en meget flink mand, og der er et par fine badeværelser og et lille køkken ligesom der er gratis trådløs Internet. Øen har kun 39.000 indbyggere, heraf halvdelen i hovedbyen Kuressaare, som er en rigtig hyggelig by med gamle træhuse, af meget varierende stand. Vi fejrede ankomsten med en middag i den gamle vindmølle, som ligger midt i byen og er indrettet til restaurant.

Byen er mest kendt for sin gamle borg, som ligger ude ved kysten omgivet af volde og voldgrave. Indgangen er ”prydet” med et drabeligt faldgitter, som dog er forsvarlig fastgjort, så man trygt kan gå indenfor. Borgen er restaureret i flere omgange, og i dag indrettet til en skøn blanding af museer. Her er selvfølgelig noget om selve borgen, men også egnsmuseum for hele øen Saaremaa. Der er udstoppede dyr, prøver fra undergrunden og en mængde effekter fra hele øen, samt en afdeling om nazi og sovjettiden.

Byen har alt i gamle huse, og stilarterne er blandet godt og grundigt. Man ser malede træhuse og nogle der trænger, og ind imellem forskellige former for stenhuse. På det lille torv midt i byen, er der flere cafeer og en række boder der faldbyder lidt af hvert. Her sidder gamle koner og sælger bær og svampe, samt årstidens grøntsager, og selvfølgelig er også et godt udvalg i tøj fra diverse overskudslagre, samt mere eller mindre vellykkede udgaver af hjemmesløjd.

 

 

Campingpladsen er indrettet i haven hos et par flinke mennesker. Gode bad og toiletforhold, samt gratis internet

 

Hovedbyen på øen er Kurressaare, hvor denne skulptur mindes omkomne fiskere

 

Byens gamle mølle er i dag indrettet som restaurant

 

Hovedattraktionen i byen er Borgen med det voldsomme faldgitter

 

I borgen er der flere museer, hvor der blandt andet kan ses mange fine træskærerarbejder

 

Selvfølgelig har borgen et krudttårn

 

Eksempel på et par fine træhuse

 

Torvet er ikke særlig imponerende

 

Skiltet her fortæller lidt om hvor man er henne.

 

Overalt i Estland ses dette skilt, der fortæller at der er trådløst Internet, ofte gratis

 
Forside denne tur næste side denne tur hovedside med "Signe og Viktor" ahrenkiels.dk